En smal sti holdes fri af nogle af de større dyr i skoven. Den leder en stik syd, men hvor den ender er dog stadig uvist. Småkrat og krogede træer på hver side af stien gør det besværligt at spotte eventuelle fjender.

Hvis du farer vild i skoven, kan du være sikker på at havne her. Det er som om trærødderne har forsøgt at slide sig selv op af jorden, og gevæksterne er krogede og slimede pga. tågen. Man ved aldrig, hvad man finder her, men det siges, at man skal holde sig fra store sten, hvis man vil undgå at vække skovåndernes vrede.

Det eneste træ i skoven, der ikke ser ud som om det kramper sig sammen i smerte. I stedet står det rankt og strækker sig op over de andre træer gennem tågen. Det er ikke til at se, hvor højt det er, og det er netop derfor det har fået sit navn. Der er mange brede, vandrette grene på stammen, men for andre end beastmen er de næsten umulige at kravle på.

Har man først fundet frem til Himmeltræet, er det ingen sag at nå Hviskekilden. Faktisk er hele fidusen at lytte sig frem, for vandet risler nedover en masse små sten og laver en lyd som af hviskende stemmer. Vandet er klart og rent, fordi udspringet ligger meget tæt ved. Følger man den lille bæk, der udgår fra kilden, kommer man til den sydlige del af skoven.