gående rundt på torvet

[Kalina]

Kalina gik rundt på storetorvet, ingenting at lave idag men det stoppede hende ikke fra at nyde solskins vejret der var idag. kun sjældent stoppet af en doven forbipasserende sky men alt i alt var torvet fuldt af liv selvom det var varmt idag. Kalina selv gik iført en hvid ærmeløs top der stoppede midt på overkroppen så en del af maven var fri. nogle hvide posede bukser og brune sko

[widell]

*Åh... bare de gad at skynde sig lidt..!* Widell stod lænet op ad et højt skilt, der reklamerede for Den Blå Lanterne, Cierros mest påpulære bar. Hun så lettere irritabel ud, ørene dirrede en smule, armene var lagt over kors, og en skrabende lyd kom fra indersiden af hendes sko. Hun havde nægtet at gå med ind på kroen, selvom hendes kollegaer havde forsikret hende for, at det udelukkende var for at skaffe oplysninger om en opgave, de havde hørt om. Men ikke om hun gad sidde og drikke i et tilrøget rum fyldt med mennesker. Så hellere vente. Nu var der så gået mere end en halv time, og hun var ærligt talt ved at blive temmelig utålmodig. Widell havde allerede været rundt og havde kigget på torvets mange forskellige boder, men selvom der var tonsvis af interessante og fascinerende ting, kunne hun ikke få sig selv til at købe noget. Det ville jo betyde, at hun blev nødt til at forhandle med menneskene. Og det var bare for lavt. Hun vidste, at det måtte virke barnligt, men det var en helt instinktiv foragt hun nærede for den hårløse race. En hestekærre strøg forbi og hvirvlede tørt støv op i små hvirvler, der glimtede i solen. Hun fnøs.

[Kalina]

Kalina gik og kedede sig så hun gik bare rundt og kiggede på boderne men ånderne omkring hende kendte hende jo så de gad ikke lade hende være i fred, det førte til at hun mumlede irriteret hen for sig mellem nogen af boderne indtil hun nåede hen til en gyde ved siden af kroen som hun skyndte sig ind i mens hun mumlede "klap i, klap i, klap så i for fanden" ganske lavt indtil hun nåede ind i gyden og var tydeligt irriteret over at ånderne ikke ville lade hende være i fred lige nu

[widell]

Nogen strøg forbi hende i ret højt tempo og med en (for hende) tydelig hvisken, og fangede Widells opmærksomhed. Hun drejede hovedet og kiggede efter hende ned i gyden. Gad vide, hvad det handlede om? Widell smilede for sig selv og rystede på hovedet. Det var sikkert bare endnu et af de mennesker, der kom til at tale med sig selv, når de troede, at ingen hørte dem. Mennesket havde helt lyst hår, hvidt næsten, men det kunne ikke være fordi hun var gammel. Egentlig så hun en smule yngre ud end hende selv, bemærkede hun og rynkede brynene. Trist, hvis så ung en pige skulle være gået hen og være blevet sær i hovedet. Støvfnuggene dansede i solstrålerne foran hendes ansigt og gjorde det svært at fokusere på personen i skyggen. Nysgerrigt blev hun stående og spejdede ind i mørket et øjeblik. Så mistede hun interessen og dumpede tilbage mod skiltet med et suk. Ligemeget. Det var bare et menneske.

[Kalina]

Kalina fik efter megen møje og besvær ånden til at lade sig være i fred, det var en af de påtrængende og værst af alt en gammel gris som bare gav ekstra grund til at få ham væk fra sig. hun kom ud af gyden mens hun mumlede "skøre ånd..." hen for sig i et tvært humør over det lille møde, hun så slet ikke Beastman kvinden som stod ovre ved kroen som hun gik tilbage til boderne for at kigge på deres ting, mest smykker og tøj hun kunne lide

[widell]

En hund løb gøende rundt på pladsen og fremkaldte forskrækkede udbrud for kvinderne og henrykte hvin fra de små menneskebørn. Den var noget forpjusket - en gadehund velsagtens - og der var egentlig ikke noget at sige til, at de fine frøkener ikke ville have dens savl på tøjet. Widell fulgte den med blikket og smilede for sig selv. Bare man var en hund. Den havde ikke noget at frygte fra mennesker. En stemme tæt ved distraherede hendes tanker, og hun fik øje på menneskepigen, der før var gået ind i gyden. Besynderlig adfærd. Men sådan var der mange mennesker, der var. Intet nyt under solen dér. Hunden udstødte et ynkeligt piv idet en ældre mand slog til den med en knortet stok, og den måtte flygte med halen mellem benene. Stakkels kræ. Pigen, der talte med sig selv, fangede igen flagermusens opmærksomhed. Hun havde tilsyneladende ikke nogen problemer med at købe ind af varerne på torvet.

[Kalina]

Kalina var igang med at købe en kjole da hun hørte en hund gø, nogle kvinder hvine og børn lege, et højlydt piv fra hunden fik hende til at vende sig om og se hvad der skete. da hun så manden stå med en kæp og hunden være på vej væk derfra, det fik hende til at blive arrig så hun gik hen til manden og sagde "hvorffor slog de den hund?" roligere end man skulle tro sådan som hun havde set ud kort forinden hun tiltalte manden bagfra

[widell]

Nåda, så skete der nok noget..! Widell betragtede pigen nysgerrigt. Hvorfor gjorde hun nu sådan? Godt nok var det synd for hunden, men havde den ikke selv været ude om det, så ustyrlig som den var? Hun trak på smilebåndet. Det var da på tide at der var nogen, der var mere empatiske end hende selv. Typisk, at det skulle være et menneske. Hun blev stående uden at foretage sig noget og holdt øje med, hvad der foregik ude på tovet. Mon tøsen fik et lag tæsk for den bemærkning? På den anden side... det var en gammel mand. Hvad kunne han gøre? Widell lagde armene over kors og kneb øjnene lidt sammen.

[Kalina]

Kalina så ingen grund til at manden slog hunden for at gøre some alle andre hunde gjorde i byen, at manden så oven i købet slog den med noget der kunne bruges som et våben gjorde det bare værre, ikke noget som hun ville finde sig i og manden vidste godt hvad hun var istand til. godt nok ikke slå ham i kamp, men en fed lille løgn og hele markedet var efter ham hvilket hun ikke var bleg for så manden fnøs og vendte sig om mens man kunne se han da tydeligt havde lyst til at vride halsen om på hende

[widell]

Det overraskede hende virkelig, da manden bare opgav sit foretagende og gik til sit uden at kommentere på pigens anklage. Mystisk! Widell besluttede sig for at undersøge sagen. Hun stak hænderne i bukselommerne og bevægede sig så diskret som muligt ud på pladsen, hvor hun straks smeltede ind i den brogede folkemængde på trods af sine vinger og farvestrålende øjne. Her var alle så forskellige, at der ikke blev lagt ekstra mærke til den slags. Diskret nærmede hun sig pigen, men henvendte sig ikke. Passerede hende i langsomt tempo, stoppede op lidt længere fremme og ventede. Mon hun var én, der havde en vis indflydelse, siden hun kunne sige sådan noget til folk uden at de slog igen?

[Kalina]

Kalina gik hen til en bod der solgte kød og fik fat i en knogle med nogle kødlunser på for næsten ingen penge. hendes familie var godt kendt for de havde været i byen siden den startede og hjulpet til med at bygge den. hvilket nok gjorde hende lidt speciel, det og så faktummet at hun kunne se og tale med ånder, de kendte en masse ting. hun gik ud for at finde hunden mens hun havde knoglen i en lille pose og da hun fandt den satte hun sig på hug i nærheden mens hunden pev. hun tog knoglen frem, lagde den på jorden og trak sig roligt tilbage så hunden vidste den ikke skulle være bange for hende eller det hun havde lagt frem til den

[widell]

Widell fulgte efter hende i passende afstand og så, hvordan hun tilbød hunden knoglen. Det var da alligevel meget at gøre for en herreløs hund..! Hun besluttede sig for at give sig til kende, og gik hen og satte sig i lige stor afstand fra pigen som fra hunden, mens hun betragtede hende med nysgerrige øjne. Et stykke tid sad hun på hug uden at sige noget - og måtte egentlig have set ret skummel ud - før hun endelig talte til pigen. Hunden, der var blevet en smule paranoid efter råberiet, lod ikke til at være specielt glad for hendes tilsynekomst og peb forvirret for at få pigens opmærksomhed. "Hej." Hun sendte pigen et afmålt smil nikkede til hende. "Er det din hund?"

[Kalina]

Kalina der ikke vidste der var andre undrede sig over hundens piben og en lille støv ånds hidsige puffen mod hende med en lille støvsky, først da en kvindes stemme lød bag hende fattede hun det og vendte hovedet om med et mildt overrasket udtryk inden hun svarede "n-næh... vi har ikke nogen kæledyr... min far kan ikke tåle dem desværre, han slår helt ud hvis de kommer ind i huset, men ville gerne have en hund, en kat... eller måske noget helt andet" hun smilede sødt og venligt til Beastman kvinden og vidste ikke om hun skulle resje sig og præsentere sig for hende

[widell]

Widell lo. Det var da pokkers! Man stillede et simpelt spørgsmål og straks fik man hendes livshistorie i hovedet. Typisk for mennesker at føle sig så vigtige, at alle klart nok måtte have en forfærdelig trang til at få alt at vide om dem. På den anden side var det jo Widell selv, der havde taget kontakten op, så noget var der måske om det. Hun opgav at kommentere på hendes fars allergi og rettede i stedet sin opmærksomhed mod hunden. Hendes udseende lod til at skræmme den, for den lå helt fladt mod jorden og knurrede truende af hende, da hun rakte armen frem for at puffe knoglen tættere på den. "Hold op, gider du? Det er knoglen du skal angribe - ikke mig!" Hun lo igen sin lille perlelatter og kunne næsten se på hunden, hvordan den blev mere og mere mistænksom overfor det enorme, lilla væsen, der nu også talte til den..!

[Kalina]

Kalina smilede over hundens opførsel og sagde "det kræver tid for enhver at vende sig til noget nyt, hunden her er næppe blevet tiltalt af andet end menesker, desværre nok de hadske at dømme efter dens udseende" hun så på kvinden ved siden af en smule nysgerrigt og studerede hende for det var første gang hun så en flagermus Beastman så hun kunne ikke dy sig for det

[widell]

"Noget kunne tyde på det." Widell løftede et øjenbryn mod kræet, der havde trukket sig på benene med halen langt under bæltestedet. Hun havde ikke meget lyst til at skulle kæmpe med infektramte hundebid, så hun rejste sig hurtigt op for at komme ud af dens angrebsfære og var ved at give den et hjertetilfælde. "Han kan vist ikke lide mig." grinede hun muntert og viftede en hånd afhvervende foran næsen. "Velbekomme." Widell rettede det sidste mod hunden og satte kursen tilbage mod den fredeligere del af torvet, hvor hun havde ventet på de andre i snart tre kvarter efterhånden. Bare de gad skynde sig lidt at blive færdige. Hun efterlod pigen ved hunden. Hun havde mistet interessen. Hendes fokus var altid så flyvsk som en sommerfugl i sine teenageår.

[Kalina]

Kalina så på hunden og støv ånden flugte faktisk beastman kvinden og selv gjorde hun det samme men for at hun ikke skulle end i problemer sagde hun "min ven lader til at kunne lide dig" med et lavt grin, selvom det nok kun var hende der kunne se den lille ånd som hvad den var mens hun ikke anede hvordan kvinden ville se den

[widell]

Widell så sig over skulderen og løftede et øjenbryn. "Sagde du noget?" Hun havde ikke opfanget andet end en mumlen på grund af den øvrige baggrundsstøj på pladsen, og egentlig burde hun være ligeglad. Men det var hun så ikke. Widell, der ikke engang var klar over, at der fandtes den slags ånder, bemærkede intet unormalt. Der var støv i luften over det hele, så det var ikke så unormalt med små hvirvler i luftstrømmen. Hun vendte sig halvt om for at være sikker på at opfange svaret. Egentlig var det vel lidt uhøfligt af hende, men hun var mere irritabel end normalt pga. den tid hun allerede havde spildt af sit liv på at stå og blomstre i en krog.

[Kalina]

Kalina smilede venligt til kvinden og svarede igen "jeg sagde, min ven lader til at være meget glad for dem. den følger dem faktisk, men... de kan nok ikke se den er jeg bange for" hun håbede ikke det ville give kvinden en irriterende opfattelse for hun ville helst ikke blive uvenner med en hun lige havde mødt

[widell]

Widell løftede et øjenbryn og så skeptisk på pigen. Hvad i alverden snakkede hun om? Hun konkluderede, at det måtte være en af de stakler, der ikke var helt rigtige i hovedet. Gad vide hvorfor sådan nogle bare fik lov til at gå frit rundt... men det ville da være en god forklaring på hvorfor manden ikke havde skældt hende ud, da hun satte ham på plads i forbindelse med hunden. Måske var hun også for hård ved staklen. Hvis hun var sindssyg kunne hun jo ikke gøre for det. Widell vendte sig helt om mod hende og trak opgivende på skuldrene. Hun kunne vel lige så godt lege med. "Hvem er det, du taler om?"