Tysh!

[widell]

"Yada~" nåede hun lige at sige, før Inroth pludselig trak afsted med hende. Helt perpleks over den pludselige, fysiske kontakt klappede hun helt i og fulgte bare med. Hvad i alverden skete der nu? Hun kunne ikke lade være med at indprente sig følelsen af hans bløde håndflade, selvom det fik hende til at mønstre endnu et par mentale lussinger. Forvirret fulgte hun med ham hen til hoveddøren, men så gik noget op for hende, og hun stemte hælene i. "Vent!" Hun kom til at råbe det mindst lige så højt som hun havde gjort med hans navn og slog en hånd op for munden i en sådan hast, at hun denne gang formåede at give sig selv et rigtigt slag i ansigtet. "J-jeg venter på nogen." forklarede hun i et lidt mere kontrolleret toneleje, mens hun sundede sig og håbede på, at hånden ikke ville efterlade et rødt mærke i ansigtet på hende. "Jeg bliver nødt til at være her, når de kommer tilbage." Hvis Inroth havde noget vigtigt at vise hende måtte det blive en anden gang. Hvad ville de andre ikke tro om hende, hvis de kom ud og hun var væk? ... og hvad hvis de fik at vide, at en hornet fætter havde slæbt afsted med hende? Chaz ville gå helt agurk og låse hende inde på et værelse i en måned. Mindst. Eller i det mindste starte en mindre eftersøgning efter Inroth.

[Inroht Yadaj]

Inroht kiggede hurtigt på den bevingede skabning, lyttede til hendes ord.
Godt så, du skulle nødigt bryde dine løfter. sagde han med sin oprindelige gyselige stemme, som kom et sted fra ansigts regionen som var skjult under hans beklædning. Han slap Widells hånd og vendte sig tilbage mod sin retning som var bibliotekets dør, han trådte ud af døren og gik straks hen til skyggerne som han altid ville gøre. Et par enkelte hoveder blev vendt i hans retning eftersom han gik forbi dem. Halen svang fra side til side for at give ekstra balance, ørerne var lagt ned mod nakken og børstede nærmest hans nakke.
Godt nok var solen stadig høj på himlen, men der var stadig masser af skygger, takket været de høje bygninger.

[widell]

*Åh for pokker da..!* Widell stod og trippede på dørtrinnet. Hun havde ikke lyst til at forlade biblioteket, hvis det ville gøre de andre fra guilden urolige, men på den anden side havde hun det også utrolig dårligt med at skulle sidde tilbage nu og ærgre sig over, at hun ikke var gået med Inroth, nu hvor han endelig lod til at have accepteret hendes tilstedeværelse. "Inroth! Vent!" *Hey..! Jeg sagde det! Jeg sagde det!* Hun kiggede sig en enkelt gang over skulderen. De højrøstede stemmer på den anden side af væggen tilhørte stadig hendes kammerater. Fint nok. Det lød som om det kunne tage et stykke tid endnu. "Vent på mig!" Widell satte efter ham og indhentede ham hurtigt.

[Inroht Yadaj]

Inroht blev ikke forbavset over at hun kunne følge trop med ham, selvom han var noget et stykke ned af gaden. Hun fik da i det mindste hans navn udtalt rigtigt en enkelt gang, så er det bare om det holder. Gad vidst hvad der fik hende til at følge efter ham alligevel. En enkelt gang drejede han næsen mod Widell og kiggede på hende, ind i de øjne som han havde stirret lidt på før, et lille smil fremtrådte af hans mundvig, under beklædningernes skygger, hverken hoverende eller fordi der var onde bagtanker. Et eller andet sted ville Inroht heller ikke være helt alene, det var godt nok et trist liv engang i mellem. At leve for mordet, mord efter mord og så hente sin belønning på en uvidende mængde guldstykker, typisk mange - så mange at han kunne pensionere og nyde et helt liv i otium som det stod nu.
Ja, trods hans unge alder og lavere stående niveau som Assassin, var han virkelig dygtig til det han lavede.
Vinden brisede forbi de to, Inroht gik ned af gaden i et mindre zigzag mønster mellem bygningernes skygger, han skulle nødig begynde på en hudbruning.
"Hvorfor kom du nu alligevel? tvang han nærmest ud af sine læber, det var første gang i lang tid han havde kontakt med nogen, og han var meget i tvivl om hvordan han skulle gebærde sig. Frygten for at gøre noget forkert var der ikke, og han regnede med at hun ikke havde styrke til at håndtere ham hvis det endelig var. Ellers kunne han vel altid stikke af i skyggerne som han havde gjort så mange gange før.

[widell]

Widell havde intet problem med at følge med ham - hun behøvede trods alt ikke at bestræbe sig på at holde sig i skyggerne. Da Inroth stillede sit lettere ubehøvlede spørgsmål viftede hun energisk med armene. "Fordi jeg ikke gad at blive siddende og blomstre i en kedelig læsesal hele dagen!" Hun sendte ham et stort grin og foldede hænderne bag nakken mens hun gik. "Desuden er du ret speciel. Jeg ville ikke have noget imod at lære dig ordentligt at kende." Widell måtte af og til folde vingerne ud og svæve et par meter for at følge med Inroth, der lod til at have pokkers travlt med at komme væk uset af en eller anden grund. Hun turde ikke gribe fat i ham for at få ham til at stoppe - hans attitude var bare en lille smule skræmmende - så hun koncentrerede sig bare om at holde sig ved siden af ham, så hun ikke lige pludselig tabte ham af syne.

[Inroht Yadaj]

Widell viftede med armene og Inroht sprang lidt til side - ikke overraskende nok var han jo forberedt og i beredskab hele tiden. Men sørens også hun var lidt sær med det smil og den holdning efter sådan et lignende udbrud.
Og hvordan er han dog speciel tænkte han for sig selv, han kunne vel kun tænke på at han ikke var et menneske - det måtte næsten være grunden. Hver eneste gang Widell lettede og baskede med vingerne for at følge med, lød der et lille grin inden i Inroht, nærmest som en lille bobbel af luft der blev trykket op fra mellemgulvet og gav en meget lavmælt "heh" lyd for ham selv.
"Nå, jamen hvis jeg er så 'Speciel', hvad vil du da vide?" spurgte han ret så nonchalant til Widell, det undrede ham hvad der var specielt - men hvor skulle han starte. Hans liv hos familien var langt ud sagt ren træning, resten af livet var mord efter mord.

[widell]

Hun tyggede lidt på spørgsmålet. Normalt ville hun bare have leet og svaret 'alt', men Inroth lod ikke til at være den store spøgefugl. Widell kløede sig i nakken og rettede så sit intense blik mod ham. Hun tog en dyb indånding - der var trods alt meget hun gerne ville vide. "Hvor kommer du fra? Hvad laver du i Cierro? Er du medlem af en guild? Hvad skulle du med den biblioteksbog? Hvordan kan det være at du har horn, men også har katteører? Har du en kæreste? Er der en speciel grund til at du går i skyggerne? Hvad laver du til daglig? Har du nogen tatoveringer? Og hvorfor er du så sur hele tiden?" Widell løb tør for luft og måtte stoppe op for at gispe efter vejret.

[Inroht Yadaj]

Skal da love for det var en del spørgsmål hun fik fyret af. - Der var mange ting Widell ville vide, men hun fik intet at vide hvis han heller ikke fik noget at vide om hende, éen ting af gangen måske. Han sløvede sin færd ned så hun kunne få pusten igen, det havde synligvis taget en del på hendes midlertidige respirationsevner at udgyde alle de spørgsmål så hurtigt, og i éen sætning.
"Hvor jeg kommer fra? Ingen steder, det eksisterer ikke. Hvad jeg laver her? Ingenting, og hvad skal jeg med en guild? Jeg skulle finde noget om Shadow Masters." svarede han roligt og med masser af luft tilovers. Underlige spørgsmål, men der skulle vel svares på det.
"Jeg har vel horn fordi jeg har horn, ørerne er nok fordi jeg godt kan li' katte. Nej, de har det med at stikke af fra mig." Den sidste del af sætningen lød fyldt af sarkasme, hvilket den også var, han havde egentlig aldrig tænkt på det med kærester, kun hvis det var et éengangsknald under påvirkning.
"Skygger er rare, syntes du ikke? Jeg laver intet til dagligt, læser bøger og går lange lange ture. Kun hvis et par enkelte ar og sting mærker kan tælles, og jeg er ikke sur - jeg er bare... ja, koncentreret."
Han havde svaret ærligt på alle spørgsmålene, næsten alle. Han ville ikke røbe hele sin identitet, mest af alt fordi han ikke ville starte nogen ubrydelige bånd, eller røbe noget som gjorde at han var nødt til at slå hende ihjel senere. Nu havde hun vel fået vejret igen, tempoet blev dog ikke sat højere op end nødvendigt.
Lyset begyndte at falme under bygningernes toppe, lyset skiftede gradueret fra skinnende sol til solnedgang. Ude i distancen anede Inroht byens porte, skovene og bjergene der lå og gemte sig bag portene.
Nu er det vel min tur en enkelt gang, hvad med dem du ventede på? Du fulgte jo med alligevel. spurgte han Widell.