Post by widell on Mar 6, 2010 20:22:17 GMT 1
Generelt:
#Fornavn: Widell
#Efternavn(e): Myotis
#Køn: kvinde
#Alder: 24 år
#Race: beast, flagermus
#Class: Weatherweaver
#Rang: 6
#Våben: kastevåben (såsom dolke og… sten m.m.) og de bare næver
#Skæbne: Oprindeligt: ”En stærk vind vil bringe dig fjernt omkring og til sidst kvæle dig i din elskedes arme.” Skæbnen er senere blevet omstødt til: ”Under en tung regnsky vil du ikke finde ro, men lyse græsgange vil stede dig til hvile uden smerte efter mange års kampe.”
Udseende:
#Højde: 1,64 m
#Vægt: 56 kg
#BMI: 20,8
#Hår/pels: hendes krop er dækket af sart, meleret, blåt skind, der også strækker sig over hendes vinger. Håret er kort og violet.
#Øjne: store og farvestrålende, fortrinsvis violette.
#Fysik: slank men forholdsvis kraftigt bygget. Hun brækker næsten aldrig noget, fordi hendes knogler ikke er helt så kalkholdige som menneskers og derfor er mere bøjelige. Knoglerne i hendes vinger har en speciel mineralsammensætning og er endnu mere bøjelige end resten af hendes krop, så hun kan svæve på den mindste opadgående luftstrøm og klemme sig ind, hvor det ikke synes muligt.
#Andet: Tre små sten i hvert øre.
Personlighed:
#Generel Persona: Widell er et legebarn. Hun kan bruge timer på at udforske en bys hustage for at finde ud af, hvor opdriften er bedst, når vejret er til det. Hun er altid smilende og optimistisk og sætter en ære i at opmuntre andre, når verdenen går imod dem. Hun er fuldstændig afklaret med sin skæbne og forsøger ikke at lade sig påvirke af den, selvom hendes hjertebarn er at få lavet en lov, der forbyder fates at afsløre, hvad de har set. Hun er meget empatisk og tager alle de gadedyr hun kan finde under sine vinger, ligesom hun er meget social omkring andre beastmen. Mennesker har hun det til gengæld ikke så godt med, og hun undgår til enhver tid at konfrontere mennesker hun ikke allerede kender. Det er en temmelig besværlig fobi, da de fleste opgaver er at finde i menneskenes store byer, og hun kæmper stadig med at styre sin instinktive modvilje mod de hårløse fremmede. Hun er meget glad for hankønsvæsener, og har været dybt forelsket i en af sine guild-kollegaer tidligere, men siden sin død og genopstandelse har hun mistet dén passion og er blevet tvunget til at søge nye græsgange. Selvom hun sagtens kan leve af menneskemad, foretrækker hun biller og sød frugt.
#Styrker: Adræt, kan flyve, kan benytte sonar til at orientere sig i mørke, optimistisk grænsende til det idiotiske, kan styre vejret.
#Svagheder: Har svært ved at holde sig skjult pga. sine enorme vinger og ører, nervøs ved at omgås mennesker hun ikke kender, går agurk, når folk taler om død, sart hud, der let tager skade.
BG:
#Baggrund: Widell voksede op i The Misty Forrest med sine forældre. Hendes ældre bror var for længst gået sine egne veje og vendte kun hjem en gang imellem for at forsikre dem om, at eventyrerne endnu ikke havde fået has på ham. Ikke noget at sige til, at hans lillesøster beundrede ham vildt, men ikke tale om hun kunne få lov til at rejse med ham. Dagene gik, og den livlige unge bevægede sig dybere og dybere ind i skoven i sin jagt på spænding. Ingen plejede at blive bekymrede for hende, så længe hun var vendt hjem til lejren indenfor en dags tid. Men det var selvfølgelig dømt til at gå galt, og en dag fandt hun sig selv på en ukendt sti i skovbrynet med snot og tårer løbende ned over kinderne. Et menneske fandt hende og tog hende med til Cierro, hvor hun blev sendt i lære som weatherweaver, da man fandt ud af at hun havde talent for vejrmagi. I takt med at Widell blev ældre glemte hun efterhånden alt om sin familie. Det lå bare ikke til hendes natur at tage sin skæbne så tungt, og hun nød at være sammen med børn på sin egen alder. Som teenager brillerede hun sig med såvel magiske som fysiske evner, og hun begyndte igen at drømme om at følge i sin broders fodspor. Men så forelskede hun sig i et menneske. Det smadrede for altid hendes forhold til den hårløse race. Hun fik plads på den hvide skole i Inkara og studerede færdigt, men holdt sig udelukkende til en omgangskreds af beastmen. Så dukkede hendes bror pludselig op i byen, og så kan det nok være at hun fik travlt med at få sin eksamen. Han nægtede selvfølgelig at lukke hende ind i den guild han selv var medlem af, og det endte med at de to var lige ved at slå hinanden ihjel, fordi Widell var et barn og Bane et fjols. Men fra den dag af arbejdede hun instinktivt for at kunne leve op til hans standarter, så hun kunne komme med i en gruppe og tage på eventyr ligesom ham. Hendes magiske talenter gjorde en del af arbejdet, og nogle år efter lykkedes det hende virkelig at finde en guild, der ville have hende med. Widell var på farten flere år af gangen, og pga. sit høje humør og utrolige gåpåmod blev hun efterhånden et anerkendt og elsket medlem. Hun kæmpede for at rykke sine egne grænser og for at kunne beskytte sine kollegaer, der var blevet hendes nye familie, og selvom Bane altid rumsterede et sted i hendes bevidsthed, var hendes største mål i livet at blive elsket af sine venner. Og én af dem blev efterhånden mere end en ven. Widell fløj bogstaveligt talt rundt på en lyserød sky hver gang hun hørte hans stemme eller strejfede hans blik, og da hun en dag endelig tog sig sammen og konfronterede ham med det, blev hun positivt overrasket. De var sammen i flere år. Men de to turtelduer blev brutalt revet fra hinanden.
Under en mission til den store vulkan syd for kløften, rendte Widell og hendes to fæller ind i en fjendtlig guild. Ude af stand til at ryste dem af sig – og uden jordisk chance for at kunne slå dem tilbage, blev de tvunget til at flygte ned i vindtunnellen og søge vestover. Widell fløj i forvejen, båret på de mægtige vinde i bunden af dalene, for at holde øje med deres forfølgere. Men de måtte have opgivet jagten, for der var intet spor af dem langs tunnelens højderyg. Hun landede et stykke længere fremme og ventede på de to andre, og sådan fortsatte de i et par dage. De turde ikke tænde bål om natten af frygt for at skulle blive opdaget, og ilden ville sikkert ikke engang have kunnet fænge ordentligt i den kraftige blæst, så de var kolde og stivbenede, når de vågnede om morgenen. Maden var også ved at slippe op, men bare de slap fri af deres forfølgere skulle de nok kunne komme til at jage lidt småvildt i området. Widell drillede sin elskede med, at han nok var den der smagte bedst, hvis de blev nødt til at skulle spise hinanden for at overleve, men de andre forstod ikke helt hendes galgenhumor. Hun var ikke selv tynget af den bekymring hun kunne spore på de andres ansigter, og ærligt talt var det nok fordi hun ikke var helt klar over situationens alvor. De turde ikke forlade tunnelen af frygt for at blive overfaldet og dræbt i det øjeblik de forlod dalene, men de kunne heller ikke blive dernede for evigt. Hvis de kom for langt vestover ville de tillige ende i en helt uudforsket del af Destiny, og det ville heller ikke være særlig fordelagtigt lige nu, hvor lokkende det end lød. De besluttede sig for at udvide dagsmarchen til også at indbefatte aftenen. På den måde ville de måske kunne få et forspring i forhold til den fjendtlige guild, der måske/måske ikke fulgte dem. Altså fløj Widell en aften i forvejen og spejdede efter fjender i den begyndende skumring intetanende, at hun var på vej til selv at fuldbyrde sin skæbne. Hun var kommet et godt stykke foran de andre i sin lej på hvirvlerne, før det gik op for hende, at der var noget galt. Der var noget i luften. En sær lugt af råd. Hun landede og afsøgte dalen med sonar, men opfangede intet. Foruroliget blev hun stående. Det ville nok være bedst at holde sig indenfor synsvidde af de to andre til fods. De kunne ikke bevæge sig nær så hurtigt som hende selv, men vinden hjalp dem alligevel en hel del på vej, og snart fik hun øje på dem. Hun kunne ikke lade være med at smile, og hendes hjerte sprang et par slag over ved synet af den lange hale, der så ud til at volde hendes elskede en del problemer, som den baskede frem og til bage i vinden foran ham. Med vinden i ryggen havde han fået en seriøs omgang morgenhår.
Widell lod sig dumpe ned på måsen midt på ’vejen’ med front mod vindretningen, så hendes hår blev blæst væk fra ansigtet. Det var nu irriterende at flyve med vinden, for det gjorde det umuligt at tage højde, men på den anden side var det bedre end hvis de var vandret østpå. Den vej ville hun slet ikke have kunnet flyve. Hun sukkede og lagde sig fladt ned på ryggen. Hendes muskler værkede efter at have været på farten i mange uger, men det var en god smerte, der blot vidnede om at hun brugte sin tid til noget fornuftigt. Når hun da ikke lige brugte den på at flygte fra stinkende ådselædere. Widell spærrede øjnene op. Ådselædere? Råddent kød? I ét nu var hun på benene, og det pludselige vindpres var lige ved at vælte hende omkuld. Et glimt til højre for hende fangede hendes opmærksomhed, og hun drejede rundt snart nok til at opdage en pil på vej mod hendes ansigt og undvige den. Nu så hun dem! Fra den sydlige bakketop kom flere mørkklædte skikkelser til syne, og da hun drejede hovedet, blev hun opmærksom på mere end ti mennesker, der var på vej ned i tunnelen fra nord ikke lang fra hende. Ikke en lyd kunne hun høre fra dem, vinden tog det hele, og da en pil snittede hendes ene vinge skreg hun forskrækket og satte i løb. Hun kunne nu kun lige akkurat skimte silhuetterne af sin guild foran sig, og forsøgte desperat at signalere til dem, at de skulle vende om. Det var efterhånden blevet så mørkt, at hun tvivlede på, om de overhovedet kunne se, hvad der foregik. Widell kæmpede sig op mod vinden med sammenbidte tænder og sammenknebne øjne. Vinden larmede i hendes ører, og hun blev ustandseligt puffet rundt af springvinde. Noget ramte hende og borede sig dybt ind i hendes arm, og hun gispede af smerte. Men hun havde ikke tid til at tage sig af det. Blæsten måtte være lige så hård for hendes forfølgere, men hendes brede vinger fangede en del af blæsten og sænkede hendes fart betydeligt. De to foran hende lod stadig ikke til at have anet uråd. Hun kunne høre dem snakke dæmpet sammen. Noget om forloren hare og dessert, som de ikke havde fået i månedsvis. Hun råbte til dem og viftede med armene, men hun kunne næsten mærke hvordan lyden blev blæst bagud. Hun turde ikke dreje hovedet. Ville ikke se, hvor langt hun var fra de mørkklædte, men da endnu en pil susede forbi hendes øre, blev det hende klart, at det måtte være tættere på end forventet. Nu standsede de to idioter endelig op. De var stadig langt væk, men deres snak var forstummet, og hun kunne fornemme en svag lugt af sved. De havde vejret faren. Men kunne de se dens omfang? Sandsynligvis ikke, for pludselig kunne hun høre stål blive trukket og så dem sætte i løb. Med vinden. Mod hende. Forbandede fjolser! Widell forsøgte igen at signalere, at de var i undertal, og at de skulle stikke af i den modsatte retning, men pludselig forsvandt hendes ben under hende, og hun tumlede om på jorden. Hun landede ovenpå den pil, der sad i hendes arm, og skreg vildt, da den borede sig tværs igennem og skrabede mod hendes bryst. Nogen råbte hendes navn. Hun var bedøvet af smerten, men hun var ikke i tvivl om, at det var ham. Hun stønnede og forsøgte at komme på benene, men blev revet tilbage og så nu, at der stod en person bøjet over hende. Uden at tænke videre over det, greb hun en dolk og afværgede instinktivt det hug, der blev placeret mod hendes hals. Hun rullede rundt og fik plantet bladet dybt i den fremmedes skinneben. Han hylede og tog sig til benet, mens hun vaklende kom op at stå. Hans øjne ulmede næsten i mørket, og idet han svang sværdet mod hende, faldt det hende pludselig ind, at hun måske ikke ville nå tilbage til sine to kammerater. Hun sprang tilbage og undveg klingen, men opnåede også, at vinden tog fat i hendes vingefang og sendte hende lige i armene på modstanderen. Heldigvis overrumplede det ham så meget, at hun kunne placere en kniv i maven på ham, før han nåede at hugge ud efter hende igen. De næste var lidt bag ham. De så ud til at have problemer med at ramme hende med armbrøsterne pga. sidevindene, men de var klart hurtigere end hun selv var. Hun spildte ikke mere tid på den døende fjende og satte igen kursen mod øst. Men smerten fik hende til at se sløret, og hun måtte kæmpe for at overvinde udmattelsen. Fra et sted foran hende hørte hun igen og igen sit navn i vinden. Det lod til at de andre nu havde set den guild, der var efter hende, og var standset op. Ubeslutsomt stod de der og forsøgte at få overblik over situationen. De ville ikke kunne slå så mange fjender. De ville umuligt kunne overleve det. De ville blive nødt til at vende om og løbe meget snart, hvis de ikke ville indhentes. Widell gispede og prustede. Hun kæmpede som en gal for at gå imod vinden, men hendes forfølgere var nu så tæt på, at hun af og til mærkede suset af et våben strejfe kanten af hendes vinger. Med resterne af sine sidste kræfter forsøgte hun at baske med vingerne for at slå de nærmeste ud af kurs, men i samme nu mærkede hun en kold hånd lukke sig omkring sin overarm. Så tæt på. Så fucking tæt på..! Hun kunne ane konturerne af hans ansigt idet hun faldt. Han så så vred ud. Var det hende, der havde gjort noget galt? Hun mærkede jorden slå op mod sig, og luften blev slået ud af hende. Widell hev pilen ud af sin sårede arm og plantede den forsvarligt i låret på den mand, der var nærmest. Metal snittede hendes skulder, og hun kæmpede for at komme på benene. Et glimt af hendes elskedes ansigt. Fortrukket i rædsel. Hun kastede et menneske af sig, men blev revet tilbage af et hårdt greb i hendes vinger. Idet hun landede på ryggen, kunne hun mærke den venstre vinge stritte ud i en helt forkert retning, og en dumt smerte gennemsyrede den. Kanten af en kappe kom ind i hendes synsfelt, og hun rev i den for at vælte ejeren. Det lykkedes ikke, og snart greb han fat i hendes hår og trak hende halvvejs op på knæene. Hun gispede og greb fat i hans hånd for at få den væk. Resterne af hendes guild stod stadig magtesløse og skreg på hende. Havde de ikke set, at der var mange flere på vej?! ”Løb! Skrid!” brølede hun med sin sidste luft, før blankt metal borede sig ind i hendes hals. Varmt blod fossede ud over hendes bryst og den forkerte vej ned i hendes lunger, og hun gispede desperat efter luft på trods af kvælningsfornemelsen. Hun kunne ikke længere se sin elskede, men hun bad til at han var vendt om. At han havde indset, at han alligevel ikke kunne gøre noget for at ændre skæbnen. Kniven blev trukket ud af hendes hals, grebet i hendes hår sluppet, og hun sank om på jorden med hænderne presset mod såret og vidt opspilede øjne. Sorte kapper spærrede hendes udsyn, og det sidste hun sansede, før livet forlod hende, var ublide hænder, der flåede hendes bluse i stykker.
Men hendes elskede var sluppet væk, og nogle måneder senere blev hun genfødt i det mørke tempel i centrum af Inkara midt på et poleret marmorgulv og med en ubehagelig trang til at kaste op. De første mundfulde luft sved i hendes mund, og hun måtte blinke med øjnene for at fokusere på det ansigt, der svævede over hende. Hun genkendte ham ikke med det samme. Han sagde noget, strøg hendes kind, men hun følte ikke noget. Hun satte sig forsigtigt op, og langsomt gik det op for hende, hvem det var. Widell tog sig til hovedet. Det føltes forfærdeligt hult. Hvad var der sket med hende? Hun spurgte, og han forsøgte at forklare, hvad oraklet havde gjort for ham. Men det gav ikke mening i hendes hoved. Hun var da død, var hun ikke? Han forsøgte at kysse hende, men hun skubbede ham overrasket og forvirret fra sig. Hun tog sig igen til hovedet og forsøgte at ignorere hans ulykkelige ansigt. Hvad var der dog sket? Vaklende kom hun på benene. Det føltes godt nok. Hun levede. Levede! Et smil lyste hendes ansigt op, og hun faldt sin kammerat om halsen med et tak, før hun hev ham med sig ud i sollyset. De hvide liljer svajede yndefuldt og opfyldte hende med en helt utrolig følelse. Hun levede igen! Endnu en chance for at opleve nye og fantastiske eventyr!
#Familie:
- far: Wizu Mo Myotis
- mor: Larinka Myotis
- storebror: Bane Myotis
#Guild: Lucky Star Guild
Stats:
#Styrke: 48
#Udholdenhed: 58
#Præcision: 54
#Fart:84
#Vilje:68
#Magi:88
#Fornavn: Widell
#Efternavn(e): Myotis
#Køn: kvinde
#Alder: 24 år
#Race: beast, flagermus
#Class: Weatherweaver
#Rang: 6
#Våben: kastevåben (såsom dolke og… sten m.m.) og de bare næver
#Skæbne: Oprindeligt: ”En stærk vind vil bringe dig fjernt omkring og til sidst kvæle dig i din elskedes arme.” Skæbnen er senere blevet omstødt til: ”Under en tung regnsky vil du ikke finde ro, men lyse græsgange vil stede dig til hvile uden smerte efter mange års kampe.”
Udseende:
#Højde: 1,64 m
#Vægt: 56 kg
#BMI: 20,8
#Hår/pels: hendes krop er dækket af sart, meleret, blåt skind, der også strækker sig over hendes vinger. Håret er kort og violet.
#Øjne: store og farvestrålende, fortrinsvis violette.
#Fysik: slank men forholdsvis kraftigt bygget. Hun brækker næsten aldrig noget, fordi hendes knogler ikke er helt så kalkholdige som menneskers og derfor er mere bøjelige. Knoglerne i hendes vinger har en speciel mineralsammensætning og er endnu mere bøjelige end resten af hendes krop, så hun kan svæve på den mindste opadgående luftstrøm og klemme sig ind, hvor det ikke synes muligt.
#Andet: Tre små sten i hvert øre.
Personlighed:
#Generel Persona: Widell er et legebarn. Hun kan bruge timer på at udforske en bys hustage for at finde ud af, hvor opdriften er bedst, når vejret er til det. Hun er altid smilende og optimistisk og sætter en ære i at opmuntre andre, når verdenen går imod dem. Hun er fuldstændig afklaret med sin skæbne og forsøger ikke at lade sig påvirke af den, selvom hendes hjertebarn er at få lavet en lov, der forbyder fates at afsløre, hvad de har set. Hun er meget empatisk og tager alle de gadedyr hun kan finde under sine vinger, ligesom hun er meget social omkring andre beastmen. Mennesker har hun det til gengæld ikke så godt med, og hun undgår til enhver tid at konfrontere mennesker hun ikke allerede kender. Det er en temmelig besværlig fobi, da de fleste opgaver er at finde i menneskenes store byer, og hun kæmper stadig med at styre sin instinktive modvilje mod de hårløse fremmede. Hun er meget glad for hankønsvæsener, og har været dybt forelsket i en af sine guild-kollegaer tidligere, men siden sin død og genopstandelse har hun mistet dén passion og er blevet tvunget til at søge nye græsgange. Selvom hun sagtens kan leve af menneskemad, foretrækker hun biller og sød frugt.
#Styrker: Adræt, kan flyve, kan benytte sonar til at orientere sig i mørke, optimistisk grænsende til det idiotiske, kan styre vejret.
#Svagheder: Har svært ved at holde sig skjult pga. sine enorme vinger og ører, nervøs ved at omgås mennesker hun ikke kender, går agurk, når folk taler om død, sart hud, der let tager skade.
BG:
#Baggrund: Widell voksede op i The Misty Forrest med sine forældre. Hendes ældre bror var for længst gået sine egne veje og vendte kun hjem en gang imellem for at forsikre dem om, at eventyrerne endnu ikke havde fået has på ham. Ikke noget at sige til, at hans lillesøster beundrede ham vildt, men ikke tale om hun kunne få lov til at rejse med ham. Dagene gik, og den livlige unge bevægede sig dybere og dybere ind i skoven i sin jagt på spænding. Ingen plejede at blive bekymrede for hende, så længe hun var vendt hjem til lejren indenfor en dags tid. Men det var selvfølgelig dømt til at gå galt, og en dag fandt hun sig selv på en ukendt sti i skovbrynet med snot og tårer løbende ned over kinderne. Et menneske fandt hende og tog hende med til Cierro, hvor hun blev sendt i lære som weatherweaver, da man fandt ud af at hun havde talent for vejrmagi. I takt med at Widell blev ældre glemte hun efterhånden alt om sin familie. Det lå bare ikke til hendes natur at tage sin skæbne så tungt, og hun nød at være sammen med børn på sin egen alder. Som teenager brillerede hun sig med såvel magiske som fysiske evner, og hun begyndte igen at drømme om at følge i sin broders fodspor. Men så forelskede hun sig i et menneske. Det smadrede for altid hendes forhold til den hårløse race. Hun fik plads på den hvide skole i Inkara og studerede færdigt, men holdt sig udelukkende til en omgangskreds af beastmen. Så dukkede hendes bror pludselig op i byen, og så kan det nok være at hun fik travlt med at få sin eksamen. Han nægtede selvfølgelig at lukke hende ind i den guild han selv var medlem af, og det endte med at de to var lige ved at slå hinanden ihjel, fordi Widell var et barn og Bane et fjols. Men fra den dag af arbejdede hun instinktivt for at kunne leve op til hans standarter, så hun kunne komme med i en gruppe og tage på eventyr ligesom ham. Hendes magiske talenter gjorde en del af arbejdet, og nogle år efter lykkedes det hende virkelig at finde en guild, der ville have hende med. Widell var på farten flere år af gangen, og pga. sit høje humør og utrolige gåpåmod blev hun efterhånden et anerkendt og elsket medlem. Hun kæmpede for at rykke sine egne grænser og for at kunne beskytte sine kollegaer, der var blevet hendes nye familie, og selvom Bane altid rumsterede et sted i hendes bevidsthed, var hendes største mål i livet at blive elsket af sine venner. Og én af dem blev efterhånden mere end en ven. Widell fløj bogstaveligt talt rundt på en lyserød sky hver gang hun hørte hans stemme eller strejfede hans blik, og da hun en dag endelig tog sig sammen og konfronterede ham med det, blev hun positivt overrasket. De var sammen i flere år. Men de to turtelduer blev brutalt revet fra hinanden.
Under en mission til den store vulkan syd for kløften, rendte Widell og hendes to fæller ind i en fjendtlig guild. Ude af stand til at ryste dem af sig – og uden jordisk chance for at kunne slå dem tilbage, blev de tvunget til at flygte ned i vindtunnellen og søge vestover. Widell fløj i forvejen, båret på de mægtige vinde i bunden af dalene, for at holde øje med deres forfølgere. Men de måtte have opgivet jagten, for der var intet spor af dem langs tunnelens højderyg. Hun landede et stykke længere fremme og ventede på de to andre, og sådan fortsatte de i et par dage. De turde ikke tænde bål om natten af frygt for at skulle blive opdaget, og ilden ville sikkert ikke engang have kunnet fænge ordentligt i den kraftige blæst, så de var kolde og stivbenede, når de vågnede om morgenen. Maden var også ved at slippe op, men bare de slap fri af deres forfølgere skulle de nok kunne komme til at jage lidt småvildt i området. Widell drillede sin elskede med, at han nok var den der smagte bedst, hvis de blev nødt til at skulle spise hinanden for at overleve, men de andre forstod ikke helt hendes galgenhumor. Hun var ikke selv tynget af den bekymring hun kunne spore på de andres ansigter, og ærligt talt var det nok fordi hun ikke var helt klar over situationens alvor. De turde ikke forlade tunnelen af frygt for at blive overfaldet og dræbt i det øjeblik de forlod dalene, men de kunne heller ikke blive dernede for evigt. Hvis de kom for langt vestover ville de tillige ende i en helt uudforsket del af Destiny, og det ville heller ikke være særlig fordelagtigt lige nu, hvor lokkende det end lød. De besluttede sig for at udvide dagsmarchen til også at indbefatte aftenen. På den måde ville de måske kunne få et forspring i forhold til den fjendtlige guild, der måske/måske ikke fulgte dem. Altså fløj Widell en aften i forvejen og spejdede efter fjender i den begyndende skumring intetanende, at hun var på vej til selv at fuldbyrde sin skæbne. Hun var kommet et godt stykke foran de andre i sin lej på hvirvlerne, før det gik op for hende, at der var noget galt. Der var noget i luften. En sær lugt af råd. Hun landede og afsøgte dalen med sonar, men opfangede intet. Foruroliget blev hun stående. Det ville nok være bedst at holde sig indenfor synsvidde af de to andre til fods. De kunne ikke bevæge sig nær så hurtigt som hende selv, men vinden hjalp dem alligevel en hel del på vej, og snart fik hun øje på dem. Hun kunne ikke lade være med at smile, og hendes hjerte sprang et par slag over ved synet af den lange hale, der så ud til at volde hendes elskede en del problemer, som den baskede frem og til bage i vinden foran ham. Med vinden i ryggen havde han fået en seriøs omgang morgenhår.
Widell lod sig dumpe ned på måsen midt på ’vejen’ med front mod vindretningen, så hendes hår blev blæst væk fra ansigtet. Det var nu irriterende at flyve med vinden, for det gjorde det umuligt at tage højde, men på den anden side var det bedre end hvis de var vandret østpå. Den vej ville hun slet ikke have kunnet flyve. Hun sukkede og lagde sig fladt ned på ryggen. Hendes muskler værkede efter at have været på farten i mange uger, men det var en god smerte, der blot vidnede om at hun brugte sin tid til noget fornuftigt. Når hun da ikke lige brugte den på at flygte fra stinkende ådselædere. Widell spærrede øjnene op. Ådselædere? Råddent kød? I ét nu var hun på benene, og det pludselige vindpres var lige ved at vælte hende omkuld. Et glimt til højre for hende fangede hendes opmærksomhed, og hun drejede rundt snart nok til at opdage en pil på vej mod hendes ansigt og undvige den. Nu så hun dem! Fra den sydlige bakketop kom flere mørkklædte skikkelser til syne, og da hun drejede hovedet, blev hun opmærksom på mere end ti mennesker, der var på vej ned i tunnelen fra nord ikke lang fra hende. Ikke en lyd kunne hun høre fra dem, vinden tog det hele, og da en pil snittede hendes ene vinge skreg hun forskrækket og satte i løb. Hun kunne nu kun lige akkurat skimte silhuetterne af sin guild foran sig, og forsøgte desperat at signalere til dem, at de skulle vende om. Det var efterhånden blevet så mørkt, at hun tvivlede på, om de overhovedet kunne se, hvad der foregik. Widell kæmpede sig op mod vinden med sammenbidte tænder og sammenknebne øjne. Vinden larmede i hendes ører, og hun blev ustandseligt puffet rundt af springvinde. Noget ramte hende og borede sig dybt ind i hendes arm, og hun gispede af smerte. Men hun havde ikke tid til at tage sig af det. Blæsten måtte være lige så hård for hendes forfølgere, men hendes brede vinger fangede en del af blæsten og sænkede hendes fart betydeligt. De to foran hende lod stadig ikke til at have anet uråd. Hun kunne høre dem snakke dæmpet sammen. Noget om forloren hare og dessert, som de ikke havde fået i månedsvis. Hun råbte til dem og viftede med armene, men hun kunne næsten mærke hvordan lyden blev blæst bagud. Hun turde ikke dreje hovedet. Ville ikke se, hvor langt hun var fra de mørkklædte, men da endnu en pil susede forbi hendes øre, blev det hende klart, at det måtte være tættere på end forventet. Nu standsede de to idioter endelig op. De var stadig langt væk, men deres snak var forstummet, og hun kunne fornemme en svag lugt af sved. De havde vejret faren. Men kunne de se dens omfang? Sandsynligvis ikke, for pludselig kunne hun høre stål blive trukket og så dem sætte i løb. Med vinden. Mod hende. Forbandede fjolser! Widell forsøgte igen at signalere, at de var i undertal, og at de skulle stikke af i den modsatte retning, men pludselig forsvandt hendes ben under hende, og hun tumlede om på jorden. Hun landede ovenpå den pil, der sad i hendes arm, og skreg vildt, da den borede sig tværs igennem og skrabede mod hendes bryst. Nogen råbte hendes navn. Hun var bedøvet af smerten, men hun var ikke i tvivl om, at det var ham. Hun stønnede og forsøgte at komme på benene, men blev revet tilbage og så nu, at der stod en person bøjet over hende. Uden at tænke videre over det, greb hun en dolk og afværgede instinktivt det hug, der blev placeret mod hendes hals. Hun rullede rundt og fik plantet bladet dybt i den fremmedes skinneben. Han hylede og tog sig til benet, mens hun vaklende kom op at stå. Hans øjne ulmede næsten i mørket, og idet han svang sværdet mod hende, faldt det hende pludselig ind, at hun måske ikke ville nå tilbage til sine to kammerater. Hun sprang tilbage og undveg klingen, men opnåede også, at vinden tog fat i hendes vingefang og sendte hende lige i armene på modstanderen. Heldigvis overrumplede det ham så meget, at hun kunne placere en kniv i maven på ham, før han nåede at hugge ud efter hende igen. De næste var lidt bag ham. De så ud til at have problemer med at ramme hende med armbrøsterne pga. sidevindene, men de var klart hurtigere end hun selv var. Hun spildte ikke mere tid på den døende fjende og satte igen kursen mod øst. Men smerten fik hende til at se sløret, og hun måtte kæmpe for at overvinde udmattelsen. Fra et sted foran hende hørte hun igen og igen sit navn i vinden. Det lod til at de andre nu havde set den guild, der var efter hende, og var standset op. Ubeslutsomt stod de der og forsøgte at få overblik over situationen. De ville ikke kunne slå så mange fjender. De ville umuligt kunne overleve det. De ville blive nødt til at vende om og løbe meget snart, hvis de ikke ville indhentes. Widell gispede og prustede. Hun kæmpede som en gal for at gå imod vinden, men hendes forfølgere var nu så tæt på, at hun af og til mærkede suset af et våben strejfe kanten af hendes vinger. Med resterne af sine sidste kræfter forsøgte hun at baske med vingerne for at slå de nærmeste ud af kurs, men i samme nu mærkede hun en kold hånd lukke sig omkring sin overarm. Så tæt på. Så fucking tæt på..! Hun kunne ane konturerne af hans ansigt idet hun faldt. Han så så vred ud. Var det hende, der havde gjort noget galt? Hun mærkede jorden slå op mod sig, og luften blev slået ud af hende. Widell hev pilen ud af sin sårede arm og plantede den forsvarligt i låret på den mand, der var nærmest. Metal snittede hendes skulder, og hun kæmpede for at komme på benene. Et glimt af hendes elskedes ansigt. Fortrukket i rædsel. Hun kastede et menneske af sig, men blev revet tilbage af et hårdt greb i hendes vinger. Idet hun landede på ryggen, kunne hun mærke den venstre vinge stritte ud i en helt forkert retning, og en dumt smerte gennemsyrede den. Kanten af en kappe kom ind i hendes synsfelt, og hun rev i den for at vælte ejeren. Det lykkedes ikke, og snart greb han fat i hendes hår og trak hende halvvejs op på knæene. Hun gispede og greb fat i hans hånd for at få den væk. Resterne af hendes guild stod stadig magtesløse og skreg på hende. Havde de ikke set, at der var mange flere på vej?! ”Løb! Skrid!” brølede hun med sin sidste luft, før blankt metal borede sig ind i hendes hals. Varmt blod fossede ud over hendes bryst og den forkerte vej ned i hendes lunger, og hun gispede desperat efter luft på trods af kvælningsfornemelsen. Hun kunne ikke længere se sin elskede, men hun bad til at han var vendt om. At han havde indset, at han alligevel ikke kunne gøre noget for at ændre skæbnen. Kniven blev trukket ud af hendes hals, grebet i hendes hår sluppet, og hun sank om på jorden med hænderne presset mod såret og vidt opspilede øjne. Sorte kapper spærrede hendes udsyn, og det sidste hun sansede, før livet forlod hende, var ublide hænder, der flåede hendes bluse i stykker.
Men hendes elskede var sluppet væk, og nogle måneder senere blev hun genfødt i det mørke tempel i centrum af Inkara midt på et poleret marmorgulv og med en ubehagelig trang til at kaste op. De første mundfulde luft sved i hendes mund, og hun måtte blinke med øjnene for at fokusere på det ansigt, der svævede over hende. Hun genkendte ham ikke med det samme. Han sagde noget, strøg hendes kind, men hun følte ikke noget. Hun satte sig forsigtigt op, og langsomt gik det op for hende, hvem det var. Widell tog sig til hovedet. Det føltes forfærdeligt hult. Hvad var der sket med hende? Hun spurgte, og han forsøgte at forklare, hvad oraklet havde gjort for ham. Men det gav ikke mening i hendes hoved. Hun var da død, var hun ikke? Han forsøgte at kysse hende, men hun skubbede ham overrasket og forvirret fra sig. Hun tog sig igen til hovedet og forsøgte at ignorere hans ulykkelige ansigt. Hvad var der dog sket? Vaklende kom hun på benene. Det føltes godt nok. Hun levede. Levede! Et smil lyste hendes ansigt op, og hun faldt sin kammerat om halsen med et tak, før hun hev ham med sig ud i sollyset. De hvide liljer svajede yndefuldt og opfyldte hende med en helt utrolig følelse. Hun levede igen! Endnu en chance for at opleve nye og fantastiske eventyr!
#Familie:
- far: Wizu Mo Myotis
- mor: Larinka Myotis
- storebror: Bane Myotis
#Guild: Lucky Star Guild
Stats:
#Styrke: 48
#Udholdenhed: 58
#Præcision: 54
#Fart:84
#Vilje:68
#Magi:88
