|
Post by Zake Vanguard on Mar 8, 2010 22:21:07 GMT 1
Der var en grå og kedelig dag, dog var der steder hvor solen lige brød igennem sky dækket. Det havde regnet hele morgen og nu var der lige et par timer hvor det holdte en pause. Trods de våde gader var der stadig en del menensker udenfor, verden gik jo ikke i stå bare på grund af vejret. Zake gik lidt nedtrykt med sit blik ned på den våde vej. Han var på vej hen til springvandet.. Han havde kom fra den blå lanterne hvor han havde spurt efter Widell. Hvorfor han faktisk gjorde det, ja det vidste han ikke helt selv. Tragen bare at tale med nogle han faktisk bare kendte navnet på, eller bare en han havde mødt før.. Zake lod sit blik glide hen på sin højre håndled, og betragtede sin forbandelse.. Ledne i kæden plejede der at være en del af, men ikke længere. Hans depricive tanker til morgen havde virkelig fortærret ham.. Der var kun 3 led tilbage på hver kæde.. Han vidste hvad der ville ske hvis de sidste gik i stykker, han vidste hvad han ville gøre hvis de gik i stykker. *Zake drop det nu bare.. hun er der sikkert ikke... Og hvad skulle hun kunne, som du selv ikke kan gøre... Og hvorfor entelig.. hun er da jo bare lige glad* tænke Zake for sig selv. Ja hvorfor entelig... Måske fordi det var en af de ting han ikke havde prøvet.. Men han ville stadig lukke sig selv for meget op..
Zake sukkede for sig selv og rettede blikket op, han var ved Fontænepladsen... Dog var det ednu ikke forsent at skulle vende om.. Nej bare hvis et eller andet kunne tvinge et smil frem, ville det være rart.. Det kunne vel ikke betyde verdens under gang.
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 8, 2010 22:38:02 GMT 1
Der var vel ikke noget at sige til at folk brokkede sig over regnvejret, og hele morgenen havde hendes kollegaer da også plaget livet af hende for at få hende til at drive skyerne væk. Men hvorfor skulle hun gøre det, når de andre alligevel bare ville sidde og drikke hjernen ud på den dér åndssvage bar hele dagen? Hjernedødt! Widell selv havde intet imod regnvejr, og faktisk syntes hun at kunne spore en helt særlig glød på kinderne af de folk, der alligevel vovede sig ud. Det måtte hænge sammen med at luften blev renere af at blive gennemskyllet - ligesom at en god omgang tudefjæs var godt for det indre system. Hun havde slået sig ned på kanten af det store springvand og plaskede bølger i vandspejlet sammen med de konstant dalende regndråber. Hun havde lånt en kappe af Chaz, så hun ikke blev helt gennemblødt, men den var ikke helt stor nok til at dække hendes vinger, så hun var alligevel ret våd af at have siddet ude under skyllen så længe. En flok gademusikanter havde søgt læ under et halvtag og forsøgte at lokke folk til at høre på dem med høje tilråb til de forbipasserende og alskens gøglerier. Widell trak kappen lidt bedre om sig og rystede lidt vand ud af pandehåret, da regnen så ud til at stilne af. Hun skulle lige til at rejse sig, da hun fik øje på en velkendt skikkelse lidt længere nede af gaden. "Zake..?" mumlede hun forvirret og kneb øjnene sammen. Jo, det var ganske rigtigt mennesket med de grønne øjne og de flittige hænder, der kom gående. Han lignede én, der lige havde fået stukket en dødstrussel i hovedet. Eller en død fisk måske. Hun rejste sig hurtigt og gik ham i møde. Han så virkelig ikke særlig godt ud. Vandet dryppede af kappen mens hun gik. "Hej~" Forsigtigt lyftede hun en hånd til hilsen og håbede, at han ikke blev irriteret over at støde ind i hende her.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 8, 2010 22:51:44 GMT 1
Zake lod blikket glide op på Widell der kom imod ham, det var tydeligt hun havde fået øje på ham. Nu var der vel ingen vej tilbage, boren var brændt ned som man sagde.. Eller jo han kunne stikke af... Nej han var ikke bare kommet her for at få et glimt af hende før han skulle stikke af igen.. Selvom det lød meget lettere end skulle til at tlae. Zake sukkde lidt, der var i dag intet smil at finde på hans læber, ingen varme i hans øjne, de var nedtrykte. "Hej" sagde Zake stille og prøvede at lyde så venlig som mulig. Men med hans humør var det just ikke det nemmeste. Han løftede sin hånd op og gav hendes hånd et lille klem som en hilsen. Han vidste ikke om Widell ville lige mærke til at mere af kæden manglede end sidst, men han var vel også ligeglad på dette tidspunkt. Desuden var det ikke han var kommet og tale lidt om i håb af bare lidt opmuntring.. "Har du tid... ellers kan jeg godt gå igen" spurte Zake stille og lod sit blik møde hendes. Hans hår var vådt så der var lidt der gik i vejen for hans øjne. Man kunne stadig godt se dem dog, han havde bare ikke gidet at fjerne det da han alligevel bare lod sit blik være i jorden på sådanne dage.
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 8, 2010 23:06:26 GMT 1
Zakes nedtrykte stemme tog pusten fra hende. Hvad i alverden var der dog sket med ham?! Hvis han havde haft lidt mere kropsbehåring og horn eller hale havde hun nok givet ham et knus, men nu stod hun bare helt paf og så på ham, mens hun forsøgte at finde ud af, om han virkelig mente, hvad han sagde, eller om det var ironisk. Hun besluttede sig for, at det ikke gjorde hende noget ondt at stole på sine instinkter. "Du kan få al den tid, du har brug for!" Hun sendte ham et af sine store, varme smil og knipsede en hårtot væk fra hans pande. "Løb du tør for solsikker eller er du altid så glad om mandagen?" Widell håbede at han fangede joken og rystede sig, så vandet rislede af hende. Et par enkelte solstrejf brød gennem skyerne og fordrev skyggerne mellem dem. Gademusikanterne vovede sig forsigtigt ud fra deres skjul, og begyndte lige så stille at stemme deres instrumenter, så de var klar til at fyre den af, når folk igen kom rendene for at nyde dagen eller fuldføre ærinder. Widell betragtede dem, og hendes smil blev bredere. Det kunne godt være, at mennesker var nogle tumper, men de kunne altså være overordentlig morsomme at holde øje med. Se nu bare den lille fløjtespiller, der rendte rundt og viftede med sin alt for store hat, som om han var ved at præsentere en adelig. De spillede faktisk udemærket, da de først kom i gang, og Widell håbede, at det ville bringe lidt af farven tilbage i Zakes bekymrede øjne. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at bortjage en depression, men hvis det viste sig bare at være almindeligt dårligt humør skulle hun da nok kunne hjælpe lidt på det.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 8, 2010 23:23:42 GMT 1
Zake lod sit blik kort glide op på himlen og så hvordan solen begyndte at bryde mere og mere igennem og bringe nyt liv til denne grå og kedelige by. Livet fra gade musikanterne begyndte at komme frem igen, så lidt der skulle til at ændre en stemning fra koldt og kedeligt til varmt og spændene. Zake rettede blikket ned fra himlen igen. han smilede stadig ikke. Han grinede ikke af hendes joke, han kunne ikke se meningen i den nu. "Nej... Jeg... har bare et problem.. lyder måske dumt... Men der kan intet gøres ved det, men stadig føler jeg for at jeg bare.. gerne vil tale med nogle om det... Og.. ja du er den eneste jeg faktisk ved hvor jeg kan finde" sagde Zake stille og betragtede hende lidt. Ja han stod jo for nærmest fortalte hvor ensom han entelig var.. Men ja hun kunne jo som alle andre være ligeglad med det. Så længe at der var nogle til at lytte, og måske bare kunne sige et eller to opmuntrene ord til ham, ja så ville dagen måske ende godt. "min... skæbne.. den indhenter mig igen" sagde Zake så stille. Ja det var vel entelig noget vørvl at sige.. Han havde jo ingen skæbne.. Men hvad var skæbne, var det at vide hvordan ens liv ville være, for så havde han bestemt en, eller var det en klog person der havde sagt ved ens fødsel hvordan den skulle være, for så havde han igen.. Hvorfor skulle sådan en ting kunne adskille verden så meget.
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 8, 2010 23:49:58 GMT 1
Widells smil falmede langsomt, da det gik op for hende, at han mente det helt seriøst. Hun trippede lidt på stedet, rådvild over den alvor, der lå bag hans ord. Hvad end det var, der nagede ham, så var det ikke til at spøge med. Og hvad var nu det med hans skæbne? Hjertet sank i livet på hende. Bare det nu ikke var noget med 'hvad skal jeg gøre? Jeg er blevet spået at jeg skal dø i morgen?!' Det kunne hun i hvert fald ikke hjælpe så meget med. Selv havde hun altid bare affundet sig med sin skæbne - den var trods alt en del af livet. Og døden. Og på sin vis havde hun vel også overvundet sin skæbne ved at være levende efter sin død. Men det var nu mest oraklets fortjeneste. Og Chazs selvfølgelig. Gøjlerierne virkede helt absurde i forhold til det udtryk Zake havde i øjnene, og Widell måtte bekæmpe en indre trang til at sende et par knive efter dem for at få dem til at holde mund. Hun sænkede blikket. Sikke en hjælp hun var..! Her havde hun tilbudt ham sin assistance, og så kunne hun ikke engang tale til ham, når han nu havde så hårt brug for det. Lyden af dryppende og rislende vand omsluttede stadig verdenen. *For pokker da..! Glem at han er et menneske! Han udviser mig tillid ved overhovedet at komme her! Så gør dog noget ved det! Lad ham ikke stå alene i regnen!* Hun bed sig i læben og så så op på ham. Hendes ansigt var ikke det samme euforiske barneansigt. Hun ville oprigtigt hjælpe ham, hvis hun kunne. Om ikke andet så bare ved at lytte. "Fortæl mig om det." Hun ignorerede alle alarmsignaler og rørte forsigtigt ved hans ene hånd. En gestus, der for hende betød at hun brød sin egen intimsfære og lukkede ham ind, hvor hans ord ville blive hørt. "Skæbnen er ikke det vigtigste i ens liv."
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 9, 2010 0:07:43 GMT 1
Zake kiggede noget ned på hendes hånd da hun rørte ved ham. Han var ikke vandt til nogle rørte ved ham, nej ingen havde gjort det i over et år hun.. Han trak hurtigt hånden til sig og så rimlig pansik ud.. "Undskyld... jeg... det" sagde Zake stille.. Han kunne ikke rigtigt finde ord til at beskrive den frygt han havde ved andre rørte ved ham pludseligt.. Normalt var den ikke så sort, men i dette humør så nej. Han ville ikke have nogle tæt på sig.
"... Min gør... Der er ingen vej uden om... hvad der vil ske.. der er ingen vej udenom... Lige meget hvad jeg gør... jeg kan kæmpe imod... men det vil ikke ændre noget" sagde zake stille... Nej han ville blive til et monster, det der gemte sig under hans hud, det der bare ventede på at komme frem.. det ville dræbe alt hvad det kom nær.. og selv ende med at blive dræbt... Der var ingen vej uden om, som så mange andre Forsakens.. Og hvordan var denne verden, folk så bare på forsakens med frygt og skam i deres øjne. Frygt for hvad de ville blive til og skam over hvad de blev udsat for uden at gøre noget ved det.
Zake tog sig lidt til hoved med sin ene hånd, han kunne næsten høre hvordan det ånede ham i nakken, hvordan det øsnkede at komme ud. Nej ikke nu.. ikke her.. Han måtte prøve at holde det tilbage, bare en dag.
"... Jeg har ingen skæbne.. og alligevel ved jeg hvordan hele mit liv vil ende med at blive" sagde Zake så med en skræmt stemme.. Det burde nemt kunne lade hende regne ud han var forsaken.. Ingen skæbne men stadig have en.. det var dumt.
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 9, 2010 0:24:08 GMT 1
Det gav et lille gib i hende, da Zake trak sig væk, og hun så forskrækket på ham. Et øjeblik havde deres været noget i hans blik... det havde i hvert fald ikke været menneskeligt! Men så skyllede fortvivlelsen ind over ham, og Widell kunne ikke gøre andet end se på ham med bange anelser og et hjerte, der dunkede hurtigere end normalt. Der var noget galt med Zake. Helt galt. Han var helt anderledes end den dag hun havde mødt ham ved solsikkemarkerne. Hun kunne mærke en svidende prikken tage til under hendes øjenlåg ved hans hårde ord. Han var en... forsaken? Widell kunne ikke forhindre sine hænder i at dirre let. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ville hun ikke havde kunnet mærke det på ham første gang? Hvorfor kom det frem netop nu? Hun ville være vendt om på hælen og løbet, hvis det ikke var fordi hun nu kunne mærke salte tårer pible frem i øjenkrogene. Det kunne bare ikke passe! Zakes fortvivlede skikkelse flød sammen for hende, og hun tørrede bestemt vandet væk fra sine kinder selvom det blev ved med at løbe. Solen havde fået lidt bedre fat, men verden fremstod alligevel helt grå og farveløs, og de fantastiske grønne øjne kunne ikke engang ses. Widell vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hvis Zake var en af de skæbnesløse, burde hun efterlade ham på stedet eller i det mindste sørge for at informere andre om ham, så ingen kom til skade. Men hun kunne ikke gøre det. Ville ikke kunne gøre det om så hendes sikkerhed afhang af det. Hun havde jo givet ham sit ord, og hun agtede at lytte på ham. Hun agtede at hjælpe ham så meget som muligt, også selvom det ikke ville kunne ændre noget ved den skæbne han ikke havde fået tildelt. Og det ville ikke hjælpe ham, hvis hun løb nu. "Hold op med at sige sådan noget..." Hendes stemme var dybere end normalt, men de glitrende dråber på hendes kinder havde ikke ændret andet ved den. "Livet er... hvad du gør det til!" Widell tørrede sig endnu engang over kinderne og så bestemt på ham. "Det er ikke skæbnen, der betyder, hvad du skal gøre med dit liv. Det er dig selv. Også hvis du ikk ehar en skæbne..."
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 9, 2010 0:50:18 GMT 1
Zake løftede sin venstre arm lidt op i luften og ville have hende til at ligge mærke til hvor kort kæden var i forhold til deres sidste møde. ".. de styre mit liv..." sagde Zake stille. Kæderne, et mirakel ville nogle sige, at bare det var lykkes at skabe en lille bro så han skulle leve normalt. Men han så det lige nu som en forbandelse. En forbandelse af at vide hvad han ville blive til uden at kunne ændre det, men bare at skulle klynge sig fast til det lille håb der var om at kunne undgå det. "Min mor... gav sit liv for at skulle lænke det inde.. så jeg skulle kunne leve normalt... Men selv ikke en fate af hendes styrke kunne det... De fortærres hver dag mere og mere.. og når de endelig går i stykker... Så dør jeg... jeg vil fortærres og blive til et monster i mit sind... Magi'en og hendes sjæl var dog stærk nok til at de dukker op endnu engang efter et lille stykke tid og binder det fast igen... men en dag vil det ikke ske igen, og der vil jeg være væk for altid" sagde Zake stille og forklarende. Det var entelig ikke hans rigtige mor der havde lavet kæderne, nej hun var død under fødslen.. Men han så Sara som sin mor. Kvinden der havde taget sig af ham.. Hun døde for hans skyld.. og stadig havde det gjort meget lille forskel.. "Jeg lever i frygt hver dag... Ser hvordan andre forsakens bliver jaget.. bliver haddet.. hvordan folk ser på dem med skam i deres øjne... Og alt hvad jeg kan gøre.. Er bare at trøste mig med at jeg bliver skånet det.. men at jeg i sidste ende vil ende som dem" sagde Zake. Igen begyndte den onde cirkel af depricive tanker at køre i Zakes sind.. Det havde været en dum ide vel.. Han skulle have gjort det på en anden dag..
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 9, 2010 20:26:43 GMT 1
Widell så ned i jorden mens han talte og tørrede ustandseligt tårerne af kinderne. Hvorfor hun blev så pokkers rørt af den slags, vidste hun ikke, men hun havde ingen kontrol over det. Zakes stemme lød så lille og hjerteskærende trist, at hun næsten ikke kunne holde ud ikke engang at kunne holde om ham. "At leve i frygt..." hviskede hun næppe hørligt, "... er slet ikke noget liv..." Den tragiske historie i sig selv ville have været lige til en sæbeopera, men det faktum at han ikke selv havde mulighed for at bestemme den mindste ting ved sit liv, var det, der chokerede hende mest. Han kunne kun forlade sig på de lænker, hans mor havde efterladt sig, men var det ikke at gøre ham en bjørnetjeneste? Var det ikke bedre at være død frem for lænket? Widell knyttede sin venstre hånd hårdt og mærkede blodet forlade knoerne. Hvordan kunne hun overhovedet tænke den tanke? Livet var den største gave man nogensinde ville få - det havde altid været hendes filosofi - og en sådan gave kunne man da ikke bare smide i grams, kunne man? Hun blev ved med at stirre stift ned i jorden mens hun fremsatte sit forslag med en meget lille stemme, der næsten ikke var andet end en hvisken. Vandet strømmede ikke længere ned over hendes kinder, men stædige tårer glimtede stadig i hendes øjenvipper. "Du kunne... tage til Inkara... tale med Oraklet..? Hun ændrede min skæbne... måske kan hun hjælpe dig." Widell bed tænderne sammen, da hun mærkede neglene bryde igennem huden i hendes håndflade. Det gjorde forbandet ondt, men ikke mere end at hun ikke åbnede hånden. Oraklet ville måske kunne hjælpe Zake, men det betød at han ville blive nødt til at blive dræbt først. Og frem for alt - den, der skulle tale hans sag blev nødt til at opgive sit kæreste eje i bytte for hans liv. Og hans skæbne.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 9, 2010 21:04:50 GMT 1
Zake rettede blikket ned i jorden, han kunne ikke holde ud at skulle se på hende græde foran ham. Havde han gjort det imod hende.. Hvorfor græd hun entelig.. Han forstod det bestemt ikke.
"Når først en er adskilt fra desteny.. så er der igen vej tilbage" sagde Zake stille og lukkede øjne. Inge skæbne men stadig være dømt.. Hvorfor kæmpede han entelig..
"Undskyld... Jeg burde.. ikke være kommet" sagde Zake stille og vente sig om fra Widell. intet kunne hjælpe ham.. At tale med andre om det.. hvad hjalp det.. Han fik bare mindet sig selv om at der intet var at stille op med det.. At han ville skade andre om han ville eller ej. En sort rød begyndte at komme fra kæderne om hans håndled. Man kunne se hvordan ledne begyndte at fortære sig selv. Zake tog sig til hoved.. Nej ikke her.. ikke nu.. lad ham komme væk fra alle andre. Han faldte ned på knæ... "Hjælp... stop det" udbrød han panisk.. Han kunne nærmest mærke hvordan monsteret havde hånden om hans hjerte, hvordan det stille begyndte og skubbe hans vilje væk.. Hvordan det ånede igenenm ham, hvordan det ville tage hans krop..
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 9, 2010 21:19:52 GMT 1
Widell skulle lige til at sige ham imod og slå på ham og skrige af ham med sit mest stædige ansigtsudtryk, at han var dum, hvis han troede sådan noget. Men så faldt Zake pludselig sammen med et råb, og Widell spærrede forskrækket øjnene op. Hvad i alverden skete der? Hun lagde mærke til hvordan kæderne nærmest så ud til at fordampe, men forstod det ikke - ud over at Zakes reaktion tydede på, at det var en dårlig ting. "Zake..? Hvad sker der?" Hun blev et øjeblik bare stående som forstenet og gloede på ham. Hvad i alverden skulle hun gøre? Fortvivlet kiggede hun sig omkring, men udover nogle få mennesker og gademusikanterne var pladsen tom. Vandet i fontænen plaskede kontinuert og viljeløst ned i basinet. Nej, dem turde hun ikke sætte sin lid til. "Er du... Gør det ondt nogen steder..?" Widell brød endelig sin forstening og satte sig på hug ved siden af ham med en bekymret mine. Hun græd ikke længere. Chokket havde sat gang i andrenalinen og forsvarsmekanismerne, og så var der ikke plads til den slags. Hun rakte hånden frem mod ham for at stryge håret væk fra hans ansigt, så hun kunne se, om han havde smerter, men stoppede sig selv, da hun fik øje på blodet, der havde farvet hendes hånd. Hurtigt tørrede hun den af i kappen, hvor den efterlod et drabeligt rødt mærke på det allerede våde stof, der fik det til at flyde ud. "Zake..! Tal til mig. Hvad er der galt?" Hun forsøgte endnu engang at puffe hans hår væk - denne gang med sin højre hånd.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 9, 2010 21:39:33 GMT 1
Zake kunne knapt høre hvad Widell sagde, mørket, smerten, frygten, sorgen. Alle dårlige ting, de fyldte hans hoved.. Det var som om tiden for ham et kort sekundt stod stille for ham, kun lyden af metal der sprækkede. Kæderne faldte ned imod vejen men blev opløst i en sort røg inden de nåede at ramme vejen. En mindre mørk aura lagde sig over ham. Han ad helt stille, sagde ikke en lyd.. Duften af den udtværet blod fangede ham.. Blod vidunderlig lugt, følelsen at have det imellem sine hænder, var ubeskrivlig.. Varmen, farven, han ville bare se se mere.. Uden en viderlig tanke så han med mørke tomme øjne på Widell og prøvede at springe på dene. Duften kom derfra, mere.. Han prøvede at bribe fat i hendes hals for at skulle rive den åben..
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 9, 2010 21:53:02 GMT 1
Widell opfangede ikke faren med det samme og smilede ligefrem, da han engelig løftede blikket. Men hans øjne var anderledes. Lyset i dem var forsvundet, og det grønne så næsten sort ud under pandehåret. Forvirret åbnede hun munden for at spørge ham, hvordan han havde det, men i stedet udstødte hun et gisp, da Zake sprang på hende. Hun væltede bagover på de våde brosten og klynkede smerteligt, da hendes baghoved ramte jorden. Widells tanker kørte rundt i hovedet på hende. En del af hendes hjerne skreg 'fjende' mens en anden del insisterede på, at det stadig var Zake, selvom han opførte sig mærkeligt. Hun tog sig til hovedet for at undersøge, om der var sket noget, men mærkede så hans hænder gribe om hendes hals. Ren refleks fik hende til at støde en arm i maven på ham af al kraft i forsøget på at få ham væk fra sig. Det var nu helt tydeligt, at der var noget galt med ham. Han så virkelig ikke godt ud, og hans træk var blevet mærkeligt dyriske at se på... Widell stødte godt til i sit slag uden at tage hensyn til, at han var et menneske, og at hun selv var en kæmper af 6. rang, og han ville sandsynligvis ikke kunne undgå en mindre flyvetur gennem luften.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 9, 2010 22:12:13 GMT 1
Zake fik presset luften ud af sine lunger ved slaget og fik en mindre flyvetur i luften på 3 meter. Han faldt til jorden og gled lidt hen af vejen. Hans tøj blev mindre ødelagt af at glide hen var vejen. Han rettede sit tomme blik imod Widell igen. Han havde fet mindre skræmmer af glide turen og blødte lidt ud af et år på armen.. Bold.. Mere.. han ville se hendes indre.. Mærke hendes blod imellem sine hænder. Han stod noget foroverbøjet som et dyr, det var nærmest en skygge over hans øjne. ".. blod" hvæsede han med en kold stemme der bestemt ikek var hans normale.. Nej meget mere dyrisk. Han løb direkte imod hende igen.. Han tænke ikke over hun måske ville kunne vride halsen om på ham hvis hun ville det.. Nej.. blod.. se den dejlige røde farve igen.. var så længe siden at han var fri igen.
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 9, 2010 22:22:46 GMT 1
Klasket af Zakes krop mod vejen vækkede Widell, og hun slog forakrækket hænderne op foran munden. Hvad havde hun gjort? Hvad hvis han var kommet til skade?! Folk på pladsen havde fortrukket sig til mere fredelige områder, ingen skulle have noget klinket dér. Ude af sig selv af bekymring sprang hun på benene med røde kinder af skam. Hun vidste ikke, hvad der var gået af ham, men det kunne ikke have været hans intension at gøre skade på hende - det ville han vel slet ikke overveje i sin situation som kvaksalver. Men før hun nåede hen til ham, var Zake allerede på benene og havde sat i løb mod hende. Widell standsede op og glippede med øjnene. *... blod?* Da Zake ikke satte farten ned, satte hun kraftigt af mod jorden og skød vingerne ud, før han nåede hen til hende. Forvirret og med bange anelser svævede hun over ham og landede på kanten af springvandet, hvor hun havde siddet, da hun havde fået øje på ham. "Zake!" Hendes stemme var skinger og gav uhyggeligt genlyd mellem husmurene, der stadig dryppede af vand. Hun skælvede. Mennesket var helt klart ikke længere menneskelig, men forhåbentlig ville han kunne bringes til fornuft igen, før nogen af dem kom til skade. "Hold nu op!"
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 10, 2010 19:37:00 GMT 1
Zake knurrede nærmest af Widell.. Hans blik fandt hurtigt hen til hende igen.. Han gik stille og roligt hen imod hende med tunge skridt og foroverbøjet med sine arme hængene slapt ned.. Hans øjne rettede sit blik imod Widell's.. Kolde, vrede, blodtørstige øjne stirrede direkte i hendes.. Igen kom den dyriske knurren fra ham. Han opfattede de ord Widell sagde, men de gav ingen mening for ham. For ham var det bare utydelige lyde, men det var et mål.. Hans opmærksomhed var kun rettet imod hende. Med et satte han igen direkte efter Widell. Han ville flå hende, mærke hendes varme blod, farve denne kedelige gade med den vidunderlige farve, flå hendes vinder af, høre hende skrige.. Smage hendes blod..
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 11, 2010 15:05:27 GMT 1
Widell rystede vantro på hovedet som for at overbevise sig selv om, at det bare var noget hun forestillede sig. Dumme fantasi! Hvor var den, når man havde mest brug for den? Men hun kunne umuligt overse den markante ændring han havde gennemgået. Hun var stødt på forsakens før - blodtørstige og hjernetomme væsener, der styrede deres handlinger efter urgamle overlevelsesinstinkter. Hun havde ikke tænkt sig om mnge gange, før hun havde placeret en kniv mellem øjnene på dem eller slået deres kæber af led. Og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville kunne gøre det samme med denne sørgelige skabning. Det ville blive gjort med samme behændighed, som Zake selv havde plukket hovederne af solsikkerne tidligere. Han ville være død, før han opdagede, hvad der kom imod ham. Widell løftede armene til angreb, da hendes fjende kom imod hende. Så snart han var tæt nok på, ville hun dræbe ham. Ingen af hendes venner ville have tøvet med at gøre det samme. Men hendes knæ rystede. Irriteret forsøgte hun at holde fokus på det menneskelignende monster, der var på vej mod hende, men hun kunne ikke lukke Zakes desperate stemme ude af sit sind. *... han kom, fordi han ville have hjælp... og i stedet dræber jeg ham..?* Hun bed tænderne sammen og tvang sig selv til at holde øje med sin angriber, der nu var foruroligende tæt på. *... jeg vidste jo ikke, at han havde det sådan... Jeg skulle have sagt noget til ham..! Gjort noget... Hjulpet ham! Han kom til mig! Jeg gav ham mit ord! Han kom til mig! Han ville have hjælp!!* Widell kunne mærke, hvordan hun sænkede sine parader uden selv at have taget stilling til det, og lige inden Zake ville have kollideret med hende, kastede hun sig bagud og undveg hans angreb. Til gengæld havde hun pga. den frustrerende indre diskussion glemt alt om, hvor hun var, og ca. 1/2 sekund senere fandt hun ud af det. Widells krop brød vandoverfladen med et plask, og hendes hoved blev dækket af vand. Forvirret plaskede hun med armene i det lave bassin, men da hun endelig fik ansigtet op i luften igen, havde hun allerede slugt en del vand og hostede og spruttede.
|
|
|
Post by Zake Vanguard on Mar 13, 2010 17:52:26 GMT 1
Zake knurrede af Widell da han ikke fik fat i hende. I stedet hoppede han op på kanten af springvandet og sad foroverbøjet som et eller andet dyr. da Widell kom op til overfalden og plaskede rundt sprang han direkte imod hende igen.. Han ville flå hende, lade vandet blive rødt af hendes blod. Lade denne kedlige grå by få noget farve.. mærke hvordan hendes liv ville forsvinde mens han ville rive hendes indvolde ud. Mærke varmen fra hendes døde hjerte.. Sådanne tanker var det eneste der var i hoved på Zake.. Han ville springe på Widell og tvinge hendes hoved til at skulle være under vandet... Lade hende drukne..
|
|
widell
Junior Member
Posts: 69
|
Post by widell on Mar 13, 2010 18:07:17 GMT 1
Widell havde for et kort øjeblik glemt Zake og satte sig desorienteret op i bassinet, mens hun hostede voldsomt. Hendes hår var klasket sammen om hendes ansigt og vandet dryppede på tragisk vis fra hendes hage. Det var godt nok ikke så koldt i vejret, men det havde været overskyet det meste af dagen, og den sol, der af og til tittede frem, havde ikke nået at varme springvandet op. Widell kæmpede sig på benene, mens vandet drev af hende, men knækkede sammen i et smertefuldt gisp og hostede lidt mere væske op af lungerne. Føj, hvor var det ubehageligt..! Hendes ben rystede, og hun kunne allerede mærke sommerforkølelsen komme snigende, selvom vandet kun gik hende til knæene. Hun tog sig til hovedet. Faldet havde gjort hende svimmel. Idet hun endelig løftede hovedet stirrede hun direkte ind i ansigtet på Zake, der sad på kanten. Hans øjne var kulsorte og døde at se på, men indeholdt alligevel et ret klart budskab: dræb eller bliv dræbt! Widell var stivnet fuldstændig. Selv hosten lod til at holde pause et øjeblik, mens hun rædselsslagent mødte væsenets blik. Lyden af det boblende springvand var det eneste, der fyldte hendes ører, men verdenen virkede alligevel utrolig stille. "Zake..." hviskede hun og bakkede langsomt væk fra ham. "... lad nu være... det er mig. Widell... Viola Sunflower." Hun sank en klump. Måske ville han alligevel være i stand til at skade hende. Hendes vinger var i hvert fald for våde og tunge til at hun kunne flygte af luftvejen nu. "... husker du solsikkerne? ... husker du det?"
|
|