Help i need sombody

[Zake Vanguard]

Zakes blik stirrede koldt på Widell. Han kunne næsten smage Widells frygt og fortvivlelse, og han nød det. Et ondt, lumsk smil kom på Zake's læber. Byttet var bange, trænt op i en krog af frygt. Det var sådan han så det. Han lagde hoved lidt på skrå da hun talte til ham men knurrede bare af hende.
Uden så meget at tøve satte han af fra kanten direkte imod Widell. Han kunne se for sig hvordan hun ville skrige om hjælp, kæmpe for sit liv.. Han forstillede sig det lille sekund før hun ville dø, hvor hun ville indse hun ville dø.. Det blik var ubeskriveligt.

[widell]

I det sekund der fulgte, efter at Zake havde taget afsæt fra kanten, nåede Widell at snurre rundt. Hun kastede sig hovedkuls fremad for at komme væk fra ham og ned på det tørre på den anden side, men hendes sko fandt ikke sikkert fodfæste, og hun udstødte et halvkvalt skrig, da hun mærkede Zakes vægt mod sin ryg. Uden at kunne gøre noget for at forhindre det, blev hun kastet hovedkuls i vandet igen, og luften blev presset ud af hende. Zakes krop tyngede hende ned under overfladen, og et kort øjeblik var hun bange for, at hun ville besvime. Hun kunne mærke sine vinger beklage sig under vægten og slaget fra Zake, og den manglende luft tvang hende til at mønstre al sin viljestyrke i et forsøg på at få skubbet ham væk. Med en kraftanstrengelse stak hun en arm op over vandet og fik grebet fat i den modsatte kant af bassinet. Widell kæmpede det meste af overkroppen ud af vandet og gispede hult efter vejret. Hendes lunger skreg, hendes hoved smertede og hendes kampinstinkter hvinede hende i ørerne, at hun skulle have trukket sine våben og spiddet ham i det øjeblik han satte af fra kanten. Han var ikke længere mennesket Zake. Han var et monster, der burde dræbes ligesom alle andre forsakens. Hun forsøgte at kaste Zake af sig. Det var for sent at redde ham. Så snart hun kom op, ville hun skille hans hoved fra kroppen.

[Zake Vanguard]

Det kolde vand ramte Zake.. Det var koldt.. kedeligt.. Han ville rive hul på Widell.. bade i hendes blod.. Han holdte godt fast i widell, han ville ikke give slip. Det var sjovt som de altid sprætte imod.. Det var.. underholdene at se dem slås for deres liv.
Da Widell prøvede at tvinge ham af lykkes det halvt om halvt, han holdte stadig fat i hende men var ikke længere på hendes ryg..
Han gjorde alt for at prøve at holde fat i Widell. Han prøvede at gribe fat i hendes hår og hive tilbage i det før han ville prøve at presse ned og prøve at slå hendes hoved imod kanten af springvandet.

[widell]

Widell mærkede for sent Zakes hånd i hendes hår, og hun undgik kun med nød og næppe at få slået kraniet i stykker, fordi hendes arm kom imellem hendes hoved og stenkanten. Hun klynkede af smerte og greb sig til hovedet for at få vredet hans hånd væk. Hendes arm dunkede efter slaget, der med sikkerhed ville have efterladt en flænge i hendes pande - eller mindst have givet hende en hjernerystelse. Såret i hendes venstre håndflade blødte nu temmelig meget pga. hendes forhøjede puls og vandet, der konstant blødte huden omkring det op og gjorde det umuligt for de hvide blodlegemer at danne en hinde for at stoppe blødningen. Widell fik endelig vristet hans hånd ud væk og kæmpede sig om på ryggen, så hun havde fronten mod ham og kunne angribe. Hurtigt greb hun til sit bælte efter en af sine knive. Normalt blev de brugt som kastevåben, og bladene var ikke helt lange nok til at kunne anrette den fornødne skade. Hvis hun da ikke var omhyre præcis med at få lavet en flænge omkring hans halsregion. Hun bed tænderne sammen og gjorde et udfald med kniven mod hans hals. Hvis den fik lov til at ramme sit mål uhindret, ville den gennembore hans luftrør og han ville kvæles i sit eget blod. Barbarisk, men effektivt.

[Zake Vanguard]

Zake trak et skridt tilbage i vandet da han mistede grebet om Widell, dog uden tøven hoppede han direkte imod hnede. Hun måtte ikke få tid til at tænke, det hele handlede om instikter. Hvordan man reagerede. Kun et instiknt var i Zake.. at dræbe. Intet andet.. Han tænkte ikke på faren, han tænkte ikke over at skulle beskytte si selv.. han tænkte på intet, andet end at se sit offer lide og dø.

Lige et det samme øjeblik han var sprunget efter Widell igen, kom smerten. Kniven var ikke gået ind i hans hals dog, den sad længere nede da han var sprunget imod hende.
Zake selv lagde ikke direte mærke til smerten, han var ligeglad.. Men det var hans krop ikke. han faldt sammen og støttede sig selv på sine knæ og håndflader. han havde stadigt sit blik op imod Widell og knurrede vredt af hende.

[widell]

Widell havde ikke forudset, at Zake kunne finde på at springe direkte på hende igen, og kniven blev ikke placeret så præcist, som hun kunne have håbet. Hun blev nødt til at slippe grebet om dens skaft, da han bukkede sammen. Det så ikke ud som om hun havde ramt noget vitalt, men bladet havde boret sig dybt ind i kødet ved hans kraveben, og blodet løb ned over hans bryst i en uhyggelig strøm. Widells øjne var spærret vidt op, og hendes læber var næsten hvide foran de sammenpressede tænder. Hjertet dunkede næsten smertefuldt bag ribbenene, og adrenalinen susede rundt i hendes blodbaner. Hun kom på benene og tårnede sig op over Zake, der på trods af smerterne havde energi nok til at true hende. Mon han ville turde gøre endnu et udfald? Widell havde ikke tænkt sig at lade ham få tid til at overveje det. I stedet fremdrog hun endnu en kniv fra sit bælte. Lyden af blankslebent metal mod vådt læder rungede på forunderlig vis henover pladsen, der var usædvanlig menneskeforladt. Folk havde staks fortrukket, da de så, hvad der skete. Hun rystede ikke engang på hånden, da hun tog sikte, og med en behændig bevægelse sendte hun kniven flyvende igennem luften med retning mod det snerrende væsen.

[Zake Vanguard]

Blodet begyndte at løbe ud af såret. Da Zake var foroverbøjet dryppede det ned i vandet. Zake rettede blikket kort ned og så hvordan blodet spredte sig i vandet, gav det farve. Duften greb ham, den var god.. Mere han ville have mere.
Kniven som Widell kastede kom flyvende og ramte ham imellem skulderbladene. Igen reagerede Zakes krop og han faldt sammen ned i vandet. Han kæmpede for at kunne støtte sig på sine hænder igen, mens han hvæsede af Widell de gange han fik hoved over vandet..

Zake fik kæmpet sig op på sine ben.. begge sår blødte og vandet omkring ham var begyndt at blive rødt.. Han kunne ikke holde det ud, han ville flå hende..

Da han prøvede at tage et skridt imod Widell men det var som om hans ben faldt sammen af smerte så han endte på knæ.. Han knurrede blot af hende.

[widell]

Widell kunne mærke sit åndedrag blive tungere, dybere, på den sære måde det altid faldt til ro, når hun vidste, at en kamp var vundet. Væsenet blødte voldsomt fra sine sår, og det kunne ikke længere stå på benene. Det havde fra starten ikke været i nærheden af at være en fair kamp, men hun var dog blevet slået ud af bæstets blodtørst og angrebslyst. Widell rakte ud efter endnu en kniv, så hun kunne give det snerrende væsen dødsstøddet, men hendes hånd ramte kun et tomt hylster. Forvirret løftede hun op i blusen og gloede på det sted, hvor hendes sidste kniv burde have siddet trygt og godt forankret i hendes bæltespænde. Men den var der ikke. Widell udstødte et frustreret fnys. "... jeg skal give den pokkers rapser noget at tænke på..! Hvorfor kan han ikke bare lade mine ting være...?!" Hvæsede hun irriteret og bed sig i læben. Hvorfor fanden havde de nogensinde lukket den idiot ind i guilden?! Hun så sig om efter noget andet at bruge som våben. Hun ville helst ikke komme tættere på ham end højst nødvendigt, men det kunne ende med, at hun blev nødt til at brække nakken på ham med håndkraft. Widell gøs ved tanken og rynkede brynene. Hvis der var noget hun hadede, så var det at stå med en død krop i hænderne. Der var noget betryggende ved at angribe på afstand og ikke få blod på hænderne. Tøvende bevægede hun sig sidelæns rundt i bassinet for at komme om bag ham, så hun lettere kunne få fat i ham uden at han kunne slå igen. Afstanden mellem dem mindskedes umærkeligt for hvert skridt. Hun ville plante et knæ i ryggen på ham og bruge den kniv, der allerede sad mellem hans skulderblade til at snitte hans hals over.

[Zake Vanguard]

Zake holdte blikket imod Widell da hun begyndte at kredse om ham, og han trak sig roligt tilbage. Det endte med han havde ryggen imod spring vandet. Han knurrede af hende mens han trykkede sig tilbage imod skringvandet. Dog var kniven stadig i hans ryg og den blev presset længere ind... Et lyn af smerte gik igennem Zakes krop og den begyndte at gå i kramper.
Zake tog sig pludselig til hoved mens han udbrød et skrig. Der begyndte at komme røg omkring hans håndled. Mens hans krop stadig var i kramper. Røgen tog fysisk form igen og den grønne farve kom til syne i hans øjne igen.
Med et slappede hele hans krop af og Zake mumlede svagt "Undskyld". Hans hoved hang slap ed og han kiggede på vandet.. Det var rødt omkring ham.. *blod... har jeg.... nej.. det er mit.. Og så blev det hele sort for ham. Uden at vide om han ville vågne igen.

[widell]

Widell nærmede sig uendeligt forsigtigt. Hendes åndedræt var tungt og hendes sanser årvågne, og hun var klar til at stikke af, hvis han angreb hende igen. Men han lod til at have mistet for meget blod til overhovedet at overveje det, for væsenet bakkede op i en krog. Det var umuligt for hende bare at slå ham ud nu, uden at han kunne nå at gøre modstand, så hun måtte vel finde på noget andet. Måske... Længere nåede hun ikke i sine overvejelser, for pludselig skete der noget med udyret. Det så næsten ud som om det skrumpede ind, trak sig sammen om sig selv, og pludselig fik Widell et glimt af noget, som hun næsten havde glemt i kampens hede. Zakes grønne øjne. Forbløffet stoppede hun op og betragtede ham mens hans træk blev helt menneskelige igen. Kæderne vendte også stille og roligt tilbage. *Hvad i alverden er det, der sker..?* Hun holdt sig stadig på respektfuld afstand, men så sank han pludselig sammen uden varsel. Et gisp slap ud mellem hendes tænder. Den person, der væltede omkuld i det blodrøde vand, var i hvert fald Zake! Uden at tænke mere over det, sprang hun hen til den faldne og trak hans hoved op over vandoverfladen. Han rørte sig ikke, var ikke ved bevidsthed. "Zake!" Hun ruskede lidt i ham og blev opmærksom på kniven, der stadig sad kilet ind mellem hans skulderblade. Hurtigt trak hun den ud og priste sig selv lykkelig for, at han ikke var ved bevidsthed i det øjeblik. Hun havde engang gjort det samme ved Nath, og han havde hylet og skreget af smerte som et andet pattebarn. "Zake! Kan du høre mig?" Hun trak ham hen til kanten af bassinet og halede ham halvvejs ud af vandet, men måtte opgive at løfte ham, fordi hendes ben skælvede under hende. Til sidst satte hun sig ned i vandet med et plask og trak ham så meget fri af vandskorpen, som hun orkede. Hun klaskede ham på kinderne, til de blev helt røde, og blev ved med at gentage hans navn nærmest messende for ikke at freake sig selv ud. Hendes hjerne kørte på højtryk. Mennesket havde det ikke godt - så meget kunne hun da tolke af hans farve og den mængde blod, der var sivet ud af ham, men hun var ikke sikker på, om han allerede havde forladt livet. *Hvad har jeg gjort..? Hvad har jeg gjort? Hvad har jeg gjort?!* Fortvivlet så hun sig om efter hjælp, men der var kun enkelte mennesker, der tittede ud gennem deres gardiner. "Hjælp..! Jeg har brug for hjælp!" Hendes skrig rungede desperat mellem husene, men der kom ikke noget svar.

[Zake Vanguard]

Zake lå bare helt stille.. Han var helt væk, man kunne se på Zakes øjne at han var fanget i en drøm lige nu.
Lyden af vand der slog imod et tag, var det eneste Zake kunne høre, det hele var gråt.. Hvor var han.. Han vendte sit hoved, der var intet at se, kun mørke.. Han frøs, han lå på et sten gulv, det var vådt. Zake rejste sig op.. Han hørte lyde, en metallisk lyd.. Han begyndte at gå i den retning.. Som han kom tættere på blev hans ben tungere. Hele atomsværen pressede ned på ham.. lugten af mug og forrødenselg var stor. Den gav en dårlig smag i munden..
Zake stoppede op, der, i mørket.. Lige foran ham.. der stod nogle.. lænket.. Han tog et skridt nærmere.. Lyden af tung vejrtrækning kom forbi hans øre.. Han tog endnu et skridt. Med en pludselig bevægelse rakte skikkelsen imod ham. Dens hånd stoppede 2 millimeter foran hans ansigt. Zake stirrede med rædsel imod væsnet foran sig.. Det var et hæsligt monster, dens mørke døde øjne stirrede direkte imod ham. Zake sank en klump.. Kæderne.. han lagde mærke til dem.. Monstret var lænket fast til vægen. Det knurrede af ham mens det rakte ud efter Zakes hjerte. Han kunne næsten føle hvordan der var noget der virkelig havde en hånd om det.
Kæderne, monstret, det tøj... Det var Zake selv.. det der lurrede i ham.. Kun ventede på at blive sat fri... Nej... han ville ikke.. Det måtte aldrig ske... Med et slog Zake direkte imod monstret med knyttet hånd. Monstret forsvandt ud i luften.. Foran ham var bare et spejlbillede af ham selv.. Han strikkede direkte ind i sine egne øjne, med et frygtende blik.. Han kunne se monstret i sine egne øjne.

Med et slog han øjne op og kom et et spæjt.. Med et kom al smerten, udmattelsen, kvalmen af alt det blod han havde mistet.. Han levede.. Endnu engang..

[widell]

Zakes spjæt fik Widell til at udstøde et forskrækket skrig, og hun var lige ved at tabe ham i vandet. Hun kiggede ned og hendes blik mødte de smukke, grønne øjne - forvredet i smerte og frygt, ganske vist - men de var virkelig grønne! "Zake!" Hun var lige ved at komme til at tude. Han var i live! Et enkelt menneske havde vovet sig ud og stod en hundrede meter fra fontænen og gloede på dem. "Du..! Er han død?" Widell rev sit blik væk fra Zakes ansigt og vinkede energisk af manden. "Nej, nej, han lever..! Jeg har brug for en læge... kan du hjælpe mig?" Hun kunne høre sin egen stemme skælve og knække over. Forskrækkelsen og udmattelsen var for meget for hende på én dag, og nu ville hun bare få det hele ordnet så hurtigt som muligt, så hun kunne skynde sig i seng. "Så... så dræb ham dog!" Widell spærrede øjnene op. "Du så ham selv! Han er en af de skæbnesløse..! Hvis du ikke kan, henter jeg min..." "Nej!" Widell var igen ved at komme til at dumpe Zake tilbage i vandet, men huskede ham i sidste øjeblik inden hun ville have rejst sig op. "Nej, det kan du ikke gøre! Hent en læge!" Hendes stemme var desperat, og hendes øjne var ved at løbe over pga. afmagten og smerten fra hendes ene vinge. "Hent en læge!" Hun skreg det ud med det sidste af sine kræfter, og nu kunne hun mærke tårerne trille ned over hendes ansigt - for anden gang den dag - og for anden gang pga. Zake. Mennesket så skræmt ud, vendte sig om og spurtede afsted. Om han var på vej efter en herbalist eller en havlbøsse, var ikke til at sige, men Widell orkede ikke at tage stilling til, hvordan hun kunne stikke af med Zake over skulderen. Så stærk var hun trods alt ikke.

[Zake Vanguard]

Zake hostede lidt da Widell gav slip på ham og så greb ham igen. Han bed tænderne lidt sammen.. Han lukkede øjne lidt, ja 2 sår.. et på ryggen.. det andet på brystet.. Var noget vitalt mon ramt.. Nej så var han nok ikke vågnet.. Blodtab, ja det havde han nok.
Han hørte svagt den person det mente Widell skulle dræbe ham. Ja det burde hun entelig gøre.. Det mente alle. Hvorfor skulle forsakens lide, på grund af deres forældres fejl.. Hvorfor skulle de være afskåret fra skæbnen.
"Undskyld.... Jeg skal. nok forsvinde" sagde Zake stille og prøvede at trække sig væk fra Widell.

Zake måtte bare se at komme væk. Han satte hånden ned imod bunden og brugte en del kræfter på at prøve at kæmpe sig op.
Han måtte bare se at komme væk.. Hvad havde han tænkt på.. Han skulle ikke have opsøgt Widell. Han skulle bare have gemt sig langt ude i skoven.. Han hadede virkeligt sig selv..

[widell]

Zakes ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Widell, og da han forsøgte at kæmpe sig op, greb hun fat rundt om ham for at trække ham tilbage. Han ville ikke nå ret langt i den tilstand han var i nu, og han risikerede bare at dratte om midt på gaden på vej ud af byen. "Nej... lad nu være..." Widell hulkede ind mod hans ryg og gemte ansigtet i hans sønderrevne trøje, mens gråden fik frit løb. Han måtte ikke bare forsvinde! Der skulle nok komme hjælp. Det SKULLE der! "... vær nu sød at lade være..." Zakes blod blandede sig med hendes egne salte tårer og farvede hendes ansigt, men hun var ligeglad. Hun ville ikke give slip på ham under nogen omstændigheder. "Zake... bliv nu her, ikke..?" Hele hendes krop skælvede, og den metalliske smag i hendes mund tog til. Han var virkelig slemt såret. Måske ville han slet ikke kunne gå, når det kom til stykket.

[Zake Vanguard]

Zake havde ike engang styrke nok til at kæmpe imod hun tog fat i ham. Han faldt tilbage og sad med ryggen til Widell. Han mærkede hvordan hun lod sit ansigt være imod hans ryg mens hun græd... Hvorfor græd hun.. Hvorfor ville hun have han skulle blive.. Ingen havde reageret sådan før.. Hvorfor..
"Hvorfor?" spurte han stille og svagt.. Det føletes hårdt bare at skulle tale. Han lukkede øjne og knyttede sine hænder..
"Hvorfor.. gør.. du det?" spurte han så færdigt.. Måske var det et uklart spørgsmål. Men han mente nærmest det hele.. Hvorfor græd hun, hvorfor hjalp hun ham, hvorfor ville hun have han skulle blive... Han forstod det virkelig ikke.. Han havde blot bare mødt hende.. Havde været dum til at tro hun kunne hjælpe med noget.. Ingen kunne hjælpe.. Han ville bare gerne kravle hen i et hjørne igen og være alene.

[widell]

Widell fortsatte sin hulken, men Zakes ord nåede uhindret hendes store ører. "Fordi du.." hun klyngede sig til ham som et lille barn, utrøstelig. "... fordi jeg ikke vil have at du... at du giver op..!" Det var længe siden hun havde grædt for alvor. Faktisk havde sidste gang vel været før hendes død. Længe før. Uhyggeligt. Men nu kom det hele ud, og mens hun havde travlt med at sørge for at Zake ikke stak af, vendte mennesket tilbage med et par andre folk i hælene. Han råbte et eller andet, men hun opfattede det ikke. En af de ankomne var en beastman med et stort, aflangt hestehoved. Han havde en meget bekymret mine på, tydeligvis en læge af en art, for hans jakke havde et merittersymbol broderet på brystet. Widell havde nu så meget af Zakes blod i munden, at hun blev nødt til at slippe sit tag i ham for at vende sig væk og hoste det ud. Jernet gav hende kvalme, men hun kunne ikke brække sig nu. "... og fordi..." Hun rørte forsigtigt ved hans nakke og børstede hans hår væk, så hun kunne se omfanget af såret. "... du er det første menneske.. jeg har kunnet lide... i meget lang tid..." hviskede hun næppe hørligt med grådkvalt stemme, mens de tre mænd nærmede sig nervøst. "Jeg har hentet en.. en læge til dig. Er alt i orden?"

[Zake Vanguard]

Zake åbnede øjne lidt og så ned i vandet.. Ville hun have han ikke skulle give op.. Skulle han ikke give op på at kæmpe imod sit indre monster. Han kunne jo ikke engang styre sin udbrud.. Hvs han bare havde levet som en normal forsaken, så vidste han hvornår det sluttede og hvornår han var dødsdømt.. Men nu svinede det bare i form af hans humør.
Zake hørte ikke hvad hun sagde bagefter. han havde stdig en summen for ørene, og hendes stemme virkede til ikke at være særlig høj.
Han lukkede igen øjne, der var kommet en læge.. Så var det vel sikkert han skulle kæmpe imod sin sikre skæbne endnu en dag.
"hvordan.. ser det ud til" mumlede Zake for den idiot der havde spurt om alt var okay. Han havde 2 dybe sår og stadig en kniv i bryskassen. Han ville ikke selv hive den ud.. Måske gjorde det bare mere skade end gavn.
Fra nu af måtte han holde sig væk fra Widell. han kunne ikke engang få sig selv til at se hende i øjne. Han havde prøvet at skade hende, det var hans skyld. han havde opsøgt hende. Endnu engang imod sin egen vilje.. Han lukkede øjne og et par tåre sneg sig frem fra hans øjne.. Det alle han kom bare lidt tæt på endte han med at skade.. Han skulle bare holde sig væk og alene.

[widell]

Zake havde slet ingen kommentarer tilovers for hende, og det sårede Widell dybt et eller andet sted, selvom hun godt var klar over, at det ville være svært at sige noget til. Det var jo bare sådan hun havde det, og hun kunne ikke gøre ret meget fra eller imod. Zake havde brug for hjælp, og det var det vigtigste. Hun krabbede sig lidt bagud, så hun kom væk fra Zake og sad støttet mod muren, så lægen kunne komme til. Han havde nok ikke fået at vide, at det var en forsaken han skulle behandle, for han gik igang med at undersøge sin patient med stor iver. Det var da lige til han fik øje på den kniv, der stak ud af mandens bryst. "Øh.." han tøvede og rettede sit blik mod Widell, der havde blod i hele hovedet. "... vil du?" Han nikkede i retning af kniven. Widell rystede hurtigt på hovedet. Den måtte hyphesten selv klare. Hun var kun hyret til den indledende del - ikke noget med oprydning. Hun holdt nøje øje med dem, da lægen rakte Zake et eller andet at bide i, og med et elegant snuptag flåede kniven ud. Bladet var heldigvis ikke så langt, så det havde ikke punkteret hans lunge. Widell skjulte ansigtet i hænderne. Det var bare for meget..!

[Zake Vanguard]

Zake holdte sine øjne lukket, han løftede sin ene arm op og tog imod det lægen gav ham. Hans arm var virkelig tung. Han havde knapt nok kræfter til at få læderet han havde fået af lægen i munden. Kæderne kunne lige så godt havde vejet et halvt ton.
Han bed hårdt sammen da lægen hev kniven ud.. Det gjorde virkeligt ond.. Men den eneste lyd der kom fra ham var et anstrengt støn af smerte.
Han ville gerne sige et eller andet til Widell. Men hvad skulle han sige, det ville bare blive noget i stil med hun skulle holde sig væk fra ham.. han ville ikke skade hende igen.. Men hvis han bandt et bånd til hende, selvom det var et som knapt nok kunne ses som venskab, så ville han aldrig kunne se på hende uden en frygt i øjne.. En frygt for at skulle skade hende, for at blive til et monster igen.
Zake spyttede læderet ud igen og hostede lidt.
"Widell..." sagde han bare stille.. mere kunne han ikke.. han ville gerne forklare sig.. Hvorfor hun nok ikke ville se ham igen.. Men han kunne ikke lige nu.. Han ville bare gerne sove.. bare få det bedre.

[widell]

Lyden af Zakes smertelige hosten fik Widell til at bide sig hårdt i læben, så hun kunne flytte sit fokus hen på sin egen smerte i stedet. Hun sad op af muren med armene slynget om sig og hovedet skjult bag knæene. Lidt vand løb stadig af hende, og hendes hår skjulte effektivt hendes ansigt bag et vådt gardin. Hun græd lydløst, men de små forkrampninger, der forplantede sig i hendes skuldre, røbede det. Hvordan kunne hun dog have sådan nogle følelser for et menneske? Medlidenhed var én ting - og en ting, som hun uvilkårligt følte overfor de fleste væsener, når de havde en kniv stikkende ud af brystet. Men frygt på hans vejne..?! Det var bare for latterligt. Han var svag, og han ville under alle omstændigheder nok dø snart, så hvad var der for hende at være bange for? Hun kunne alligevel ikke gøre noget for at forhindre det - ikke engang hans problem med en vis manglende skæbne kunne hun jo gøre noget som helst ved. Hun havde oven i købet provokeret ham til at forvandle sig, da han havde haft brug for hjælp. Og nu sad han dér og lignede en druknet mus i en pøl af blod. Og nu sad hun her og græd over hans skæbne. Det var virkelig latterligt! ... men hun lo ikke.
Lægen lod til at have en del erfaring med skader af den kaliber, og han fik hurtigt stoppet blødningen næsten fuldstændigt ved at smøre et eller andet gult snask på, der forsejlede såret. Med hjælp fra et par af menneskene fik de bugseret Zake ud af springvandet og ned på torvets brosten. Widell blev siddende et stykke tid i det kolde vand mens lægen tilså såret i hans ryg og tilbød ham noget smertestillende. Zake var faldet rimelig hurtigt til ro, situationen taget i betragtning, og efter at have sikret sig, at han havde lappet ham nogenlunde sammen, vendte lægen sig og lagde en tung hånd på Widells skulder. "Er der noget, jeg kan gøre for dig?" Widell rystede kort på hovedet og forsøgte at ryste hans hånd af sig. Det var slemt nok, at hun havde ondt af et menneske - hun ville ikke ynkes, når hun ikke engang var alvorligt såret. "Er du helt sikker?" Lægens stemme var dyb og venlig, og ikke det mindste bekymret eller foruroliget over situationen. Han var vel vandt til den slags efter mange år i brancen. "... j-ja," svarede hun skælvende og lavede et lille, demonstrativt ryk med hovedet pga. den usikkerhed, der var at spore i hendes stemme. Lægen sukkede uhørligt og satte sig på kanten af bassinet, så hans hove stod under vand ved siden af Widell. Hans bukser var allerede gennemblødt af at have knælet ved siden af Zake, så det rørte ham ikke. Han foldede hænderne i skøddet på en meget gammeldags facon og talte så meget sagte, så Zake forhåbentlig ikke ville kunne høre det. "Kan du fortælle mig, hvad der er foregået her? Jeg formoder, at det er dine våben..?" Han holdt en af knivene frem i lyset, og glimtet fik Widell til at løfte hovedet modvilligt. "... hvad sker der med mig... hvis jeg svarer ærligt?" hviskede hun stille. Tårerne røbede hendes sindstilstand, men hendes store, violette øjne var fuldstændig udtryksløse. Det var bare for meget, hvis hun nu også skulle dømmes for at have forsvaret sig. Men hvis hun forklarede lægen, hvad der virkelig var sket, ville han uden tvivl dræbe Zake på stedet. Hesten prustede og sendte hende et lille smil. "Sandheden er det eneste, jeg kan bruge til noget. Hvorfor kæmpede du mod ham, når du udemærket var klar over, at et menneske ikke ville have en chance? Jeg kan ikke tro, at du var ude på at slå ham ihjel efter at have set din tilstand." Han rakte frem og tørrede et par tårer af Widells kind. Widell veg uvilkårligt tilbage. "Jeg... jeg blev vred på ham." Hun så væk. Zake var slet ikke værdig til at have fanget hendes interesse, slet ikke hendes sædvanlige standart, men det havde han gjort alligevel. Menneske eller ej - hun ville ikke afsløre hans hemmelighed. Heller ikke om det så betød, at hun ville få problemer med myndighederne. "Og ja... det er mine våben, der har såret ham." Lægen løftede øjenbrynene og vendte sig halvt om, så han kunne se Zake. "Du er godt klar over, at han er døende, ikke? Hvis han havde mistet mere blod, ville jeg ikke have kunnet gøre noget." Den bemærkning fik Widell til at springe op. Hun rystede over hele kroppen, og hendes øjne brændte. "Det ved jeg! Og jeg ville have slået ham ihjel, hvis han ikke..." Hun var lige ved at råbe 'var blevet normal igen', men det havde været mistænkeligt. "... hvis jeg ikke var kommet til fornuft!"