Middagslur

[nath]

Solen stod endnu højt på himlen, og det var som om havnen var gået helt i stå pga. middagsheden. Kun de tynde dunskyer drev rundt et par kilometer oppe på den blå himmel og så vågne ud. Resten af verden døsede. Og Nath var ingen undtagelse. Han havde smidt sig på ryggen på den varme kaj med benene dinglende ud over kanten og armene bag nakken og tog sig en lille blunder. Hans pels skinnede om kap med de sølvmåger, der padlede rundt i havnebassinet og skræppede, og der kom en let brummende lyd fra hans brystkasse. Heldigvis var der en østenbrise i luften. Ellers ville han ikke have kunnet holde ud at ligge i solen. Nogen gange funderede han over, om Moth havde været den smartere af dem, når han var draget sydpå. Måske havde deres far i virkeligheden været en isbjørn. Han var iført et par grove lærredsbukser, og ved bæltet hang en kort kniv ved siden af en lille messinggenstand, der glimtede i sollyset. Han havde ikke noget på overkroppen. Lydene fra de leende og råbende handelsfolk inde i byen virkede beroligende på Nath og lullede ham efterhånden ind i en dyb døs. *Det er slet ikke meningen, at en kat skal være vågen på sådan et tidspunkt...* bemærkede han søvnigt for sig selv og gabte.

[widell]

En ung kvinde banede sig vej gennem menneskemængden. Hendes ører sitrede, og de gnistrende violette øjne delte vandene så effektivt som nogen messias. Widell var rasende. Ikke nok med at hun havde spurtet rundt hele formiddagen for at finde Nath - men dér lå han som en anden vagabond og sov uden så meget som et gran skyldbevidsthed at spore på hans afslappede ansigt. Hun undveg en mand, der kom slæbende på en fisketønde, og marcherede ned på kajen med svingende arme og tramp, der måtte give genlyd gennem plankerne. Hun stillede sig op, så hun lige akkurat skyggede for solen og lagde armene over kors. Hvis hun havde været en hund ville hun helt sikkert have knurret, men den eneste lyd ud over mågeskrigene og bølgernes konstante brusen mod molen blev kun forstyrret af Naths dybe spinden. Widell blev stående et minutstid på samme måde og gloede olmt på ham, men den afblegede huskat lod slet ikke til at være klar over, at hun var der. Enten var han forbandet koldblodig - eller også var han decideret dum. Hvem som helst kunne jo være kommet forbi og have stjålet hans ting uden at han ville så meget som have blinket. Widell rømmede sig højt for at gøre opmærksom på sig selv og satte sin mest alvorlige mine op.

[nath]

Nath var virkelig langt væk, og da Widells skygge ramte ham, opfattede han det slet ikke. Tanker summede rundt i hovedet på ham, og han verfede dem døsigt væk. Der lå et sagligt smil om hans læber. Det var først, da Widell rømmede sig, at det gik op for Nath, at han ikke længere var alene. De fleste eventyrere ville nok være sprunget alarmeret op og have trukket deres våben i automatisk selvforsvar, men tigeren åbnede bare det ene øje på klem og brummede noget uforståeligt. Personen, der stod bøjet over ham, havde lyset i ryggen, og hvis det ikke havde været for de markante vinger og den let genkendelige kontur af de store ører, ville han ikke have kunnet identificere vedkommende. Han sendte hende et søvnigt tandsmil og lukkede øjet igen. "Hej, musse, du ligner én, der har brug for en mand~" Han glædede sig allerede til at se Widells reaktion. Hun hadede ham virkelig af et godt hjerte. Måske ikke så mærkeligt igen. Han havde indledt deres første møde med at kalde hende en flyvende hund. Hvad mon hun ville? Bare de ikke var på vej videre allerede, han orkede virkelig ikke at skulle flytte sig foreløbig. Nogle gange var det virkelig en plage at være medlem af en guild. Til gengæld var det en hel del sjovere end bare at trisse rundt for sig selv.

[widell]

Widell slap et fornærmet fnys ud og kneb øjnene sammen. "Jeg går ikke ud fra at du hentyder til en tilstedeværende?! Desuden har du mere brug for assistance end mig!" Hun var blevet temmelig rød i kinderne af vreden, og det var tydeligt at se, hvad hun tænkte på; om det var mest smertefuldt at flå ham eller hælde noget giftigt i hans mælk. "Og hold så op med at tage det så henkastet! Du kan ikke bare rende rundt og gøre som det passer dig!" Widell slog ud med armene for at understrege sin pointe. "Når Chaz finder ud af, at du har været på spil igen..!" Det irriterede hende grænseløst, at Nath ikke engang besværede sig med at se op på hende, og hans respektløshed var lige ved at få hende til at skrige højt. Måske skulle hun virkelig gøre det. Bare sådan for at vække missen med de følsomme ører. Nogen burde virkelig sætte den idiot på plads en gang for alle..! Widell satte sig på hug og placerede et velanrettet slag i maven på ham. Det ville ikke være nok til at give ham skader, men det ville forhåbentligt være nok til at vække ham. "Og hør så efter! Lad være med at pille ved mine ting!"

[nath]

Luften blev slået ud af ham, og Nath bukkede sig instinktivt sammen med et gisp. Det kunne godt være, at han ikke var bleg for at blære sig med sine mavemuskler, men han havde sgu ikke lige været forberedt på at hun ville ty til håndgribeligheder. Noget måtte virkelig have pisset hende af - normalt kunne hun godt tage en spøg. Han rettede sig op og pustede ud med hånden på maven. Det var først og fremmest for at sikre sig, at hun ikke gjorde det igen, for han ville helst ikke se ynkelig ud overfor en pige. Han skar en grimasse af hende. "Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke jeg har lyst til at vide, hvad det drejer sig om..." Han strakte sig og lænede sig lidt tilbage igen, så han kunne støtte sig på hænderne. Solen bagte virkelig, og der var ikke blevet flere af de rebelske skyer, og for tiende gang den dag priste Nath sig lykkelig for, at han var blevet født snehvid og med høj albedo. Det strejfede ham, at Widell også havde været temmelig heldig. Hendes hus var så tynd, og hendes hårvækst så lille, at sådan noget vejr slet ikke påvirkede hende. Desuden måtte hendes ører vel kunne bidrage en hel del til nedkølingen. Nath forestillede sig ham selv med så store ører og uden hår. Uf~! Han kørte en hurtig hånd gennem nakkehåret bare for at sikre sig, at det var der endnu.

[widell]

Widell kunne ikke lade være med at fryde sig lidt over, at det havde lykkedes hende at vække udyret, men hendes mundvige hang stadig den forkerte vej, og de violette øjne spruttede imod ham. "Min kniv!" Hendes stemme var høj og insisterende, og det var klart, at hun ikke tålte modsigelse. Genstanden for hendes vrede var egentlig ikke Nath som person - men en af hans dårlige vaner, der bestod i at kigge lidt for grundigt på andre folks ting og så glemme at levere dem tilbage. Hun blev siddende på hug for på symbolsk vis at være lidt hævet over ham. Hun var både ældre og dygtigere i kamp, men Nath var trods alt ikke ligefrem en splejs, og hun havde altid næret respekt for hans råstyrke. Heldigvis var han let at trampe henover om morgenen. Og ved middagstid. Og om aftenen. *Hvorfor pokker sover den lort ikke om natten i stedet for...?!* Kniven, som hun nu havde rettet blikket mod, hang og glimtede i lyset fra Naths bælte. Den var for kort til at blive kaldet et sværd, for lang til at kunne kaldes en brødkniv, og det var helt sikkert hendes. To lignende knive hang ved hendes egen hofte.

[nath]

Nath løftede det ene øjenbryn og fulgte hendes blik. Nå, så det var det, det handlede om. Han sendte hende et drilsk smil og blinkede med det ene øje. "Ja, det er smukt håndværk, ikke sandt? Hvad vil du give for den?" Der havde egentlig ikke været nogen speciel grund til, at han havde fisket den ud af hendes oppakning for et par dage siden. Den havde bare reflekteret månelyset på en helt fantastisk måde, og så havde han fået lyst til at eje den. Sådan var det med mange ting. Mon Widell var klar over, at han også lå inde med et par af hendes øreringe? Nath trak kniven ud af bæltet og rakte den frem mod hende blot for at hive den til sig igen, da hun ville tage imod den. "A-ah~ Jeg gentager. Hvad vil du give for den?" Nath håbede inderligt, at Widell ville tilbyde at give ham en gang massage, men han tvivlede nu kraftigt på det. Et kys ville også være helt i orden, selvom det nok ville få ham smidt ud af guilden, hvis Chaz hørte om det. Han havde aldrig helt fundet ud af, hvad det var for et mærkeligt forhold de to havde til hinanden. Da han selv var kommet ind i Lucky Star havde de opført sig som et nygift ægtepar. Nu lod det til at Widell havde dompet Chaz, men hun var ikke det mindste mærket af det eller havde nogen skrupler over at flirte foran ham. Chaz derimod virkede mere eller mindre besat af ejerfornemmelser overfor sin gamle kæreste, og selvom de to arbejdede sammen uden problemer, var det ikke svært at se, at han havde det skidt med det. Nath sukkede indvendig. Det var noget værre rod.

[widell]

Uden så meget som at give Naths tilbud a second thougt sprang Widell på ham og snuppede kniven ud af hans hånd, mens han var optaget af noget andet, og plantede sig midt på hans brystkasse med sin frie hånd om hans hals. "Du kan få en brækket kæbe!" skreg hun ind i hovedet på ham og stoppede kniven tilbage på sin rette plads. "Er du klar over, at jeg kunne være blevet dræbt, fordi jeg manglede den?!" Hun ruskede godt og grundigt i ham, mens hun råbte den overraskede kat ind i ansigtet, og hun var efterhånden blevet helt rød i hovedet. Faktum var, at hun ikke havde opdaget, at hun havde manglet kniven før hun pludselig stod ansigt til ansigt med en blodtørstig forsaken, der ville flå hendes indvolde ud og mæske sig i hendes kød. Hun havde brugt to knive som kastevåben i troen på, at den sidste havde siddet sikkert forvaret ved siden af de andre. I stedet måtte hun udsætte sig selv for unødig fare ved at skulle forsvare sig med de bare hænder. Widells vinger havde bredt sig ud over hendes ryg, og den ene strittede lidt mærkeligt ud til den ene side. Zake var landet på den i kampen, og Widell havde ikke fundet tid til at rende til en herbalist endnu. Men hun turde i hvert fald ikke at flyve med den. Og det var den pokkers kliptomans skyld! Hun bankede hans hoved lidt ned i jorden for at være sikker på, at han havde forstået hende, vel vidende at det ikke var hårdt nok til at gøre nogen skade. Men hun var chokeret over sin egen vrede, og luften fes langsomt ud af ballonen, så hendes ansigt antog en mere normal farve.

[nath]

Nath udstødte et forskrækket råb og kunne ikke gøre noget for at forhindre hende i at snuppe sin egendel til sig, da hun var noget mere behændig end ham selv. Han måtte også finde sig i at blive banket lidt ned i kajplankerne, og han bed tænderne sammen for ikke at komme til at klage over den begyndende smerte i baghovedet. Hvad i alverden gik det nu ud på? Da Widell endelig tog sig sammen og lod være med at bruge hans hoved som hammer, fik han tid til at sunde sig og overveje, hvad det var, hun havde sagt. Havde hun været i livsfare? Nath reagerede før hun kunne nå at beslutte sig for, om hun virkelig skulle brække hans kæbe, greb fat om hende og løftede hende væk fra sin brystkasse og ned på kajen. Hun vejede ikke så meget, at det var noget problem at løfte hende, men hans ribben havde det ikke så godt efter at hun havde sat sig på ham. Han satte sig helt op og gloede på hende med en forvirret mine. Skulle han have bragt hende i livsfare? Pga. en dum kniv? Hun så virkelig mærkelig ud i hovedet, og det var længe siden han havde oplevet hende så rasende. "Øh, er du okay?" Han vidste ikke rigtigt, hvad han ellers kunne sige. Det havde jo ikke taget hendes våben i ond mening, og han havde da aldrig drømt om, at det kunne bringe hende i fare. Men det var nu ret tumpet set i bakspejlet, bemærkede han for sig selv. Egentlig havde han nok fortjent den bule, der var ved at vokse frem i nakken på ham.

[widell]

Widell gjorde ikke nogen indvendinger, da Nath satte hende fra sig på kajen. I stedet blev hun siddende stille og kiggede ned på sine knæ. Den beskadigede vinge forsøgte forgæves at ligge sig tæt ind mod hendes ryg ligesom sin tvilling, men det gjorde for ondt, og i stedet lavede den nogle små, uhyggeligt unaturlige ryk bag hende. "... nej, gu er jeg ikke okay." mumlede hun, men hendes stemme var blevet mere normal. Farven havde efterhånden fortaget sig så meget, at man igen kunne begynde at kalde hende lilla. "Du er en... en gammel, grim havtaske..! Og en tyv..." Hun gned sig over øjenlågene og sukkede opgivende. Hvorfor lod hun det gå ud over ham? Det var hendes eget ansvar at passe på sine ting, og der var jo sådan set ikke sket noget. Med hende. I hvert fald ikke ret meget situationen taget i betragtning. Widell sukkede igen og drejede hovedet, så hun kunne rette sine anklagende øjne mod ham. Ligegyldigt hvad hun sagde, og hvad hun kom ud for, ville det ikke kunne afskrække tigeren - så meget vidste hun. Det var vel noget i hans natur. Hans far måtte have været en ravn. Tanken fik hende til at trække på smilebåndet uden at hun egentlig havde villet det. Men pludselig virkede billedet af Nath med sorte fjer i hele ansigtet meget realistisk.

[nath]

Nath så temmelig brødebetynget ud. Hun havde selvfølgelig ret - det havde hun altid - og han var ikke specielt stolt af at skulle indrømme det. Han havde jo virkelig stjålet hendes kniv, og det gjorde ham vel ti len tyv? Og hvad var det for et forhold at have til sine guild-kammerater, hvis de blev nødt til altid at være mistroiske overfor ham? Nath kløede sig i nakken og skævede forsigtigt til Widell. *... hun smiler? Hvad er det, der er så sjovt?!* Han forstod det ikke, men besluttede sig for at spille med på hendes pludselige humørændring og forsøge at gøre situationen lidt mere udholdelig. "Jeg synes nu, at 'en ung, smuk havkat' lyder bedre~" Han sendte hende et skævt smil og puffede venskabeligt til hende.

[widell]

Naths puf væltede næsten Widell bagover. Den dreng måtte da for pokker snart lære, at han ikke kunne gøre den slags mod folk, der var så meget mindre end ham selv! Men hans påtvungent muntre ansigtsudtryk gav straks Widells humør et ekstra boost. Når alt kom til alt havde hun ikke mentaliteten til at være sur længere tid af gangen. Hun rakte tunge af ham. "Selvbenægtelse er ikke sundt, misser~" Hun rejste sig op ved at støtte sig med en hånd på hans hoved på en aldeledes flabet måde, og sørgede for at rode godt op i hans pels, så det strittede ud til alle sider. Nath kunne være så fantastisk forfængelig med sit udseende fra tid til anden, så hun håbede at det ville kunne pille ham lidt ned. "Jeg var på vej tilbage for at finde de andre. Vil du med?"