Tusmørke

[nath]

Det var aften. Cikadernes sang var næsten altoverdøvende i det tiltagende mørke, der åd sig ind på solnedgangens røde skyer. Snart ville stjernerne træde frem, og det var lige nøjagtigt hvad Nath ventede på. Solsikkerne vuggede stille frem og tilbage, som om kystbrisen spillede en slangetæmmers melodi, og tigeren havde smidt kæmpet sig gennem marken op på en bakketop, hvor de kraftige planter veg for et lille stykke frit græs. Sandsynligvis fordi stedet blev brugt flittigt af folk fra byen, når disse var ude at gå romantiske aftenture, men det kunne vel lige så godt være en flok alfers værk. Det var i hvert fald, hvad hans kollega, flagermusen, ville have betegnet det som. Forvirret kvindemenneske, men god nok på bunden. Han gned sig lidt i nakken, hvor han stadig kunne mærke den bule, som Widell havde givet ham ved middagstid, efter at hun havde taget ham i at have hugget hendes ene kniv. Han havde nok fortjent det. Nej; han havde HELT SIKKERT fortjent det! Nath lagde armene bag nakken og betragtede himlens transformation med et lille smil om mundvigene. Han elskede virkelig det her tidspunkt på dagen - det mindede ham om de mange nætter han havde tilbragt med sin bror på en lignende bakke i nærheden af deres landsby. Mon Moth også stadig kiggede på stjerner?

[Kalina]

Kalina kom gående stille på solsikkemarkerne uden noget egentligt formål, der var intet at lave derhjemme og hun havde kun nogle små blomster ånder at se og snakke med, til gengæld var der lige så mange af dem som der var blomster så alene var hun bestemt ikke

[nath]

En enkelt stjerne blinkede sagtmodigt i horisonten længst væk fra solens seng, men den fik hurtigt følgeskab af andre. Solsikkerne svajede let. Pludselig opfangede Naths skarpe ører en uregelmæssighed i lydbilledet. Nogen bevægede sig rundt på marken ikke så langt væk. Han koncentrerede sig om lyden. Mindre end en bjørn, men helt klart større end en græshoppe. Nærmere kunne han ikke komme en bestemmelse pga. stænglernes susen og chikaderne, der efterhånden var aftaget i styrke i takt med at solen var forsvundet. Nath overvejede et øjeblik, om han skulle blive liggende og ignorere lyden, men til sidst fik hans indre ranger nysgerrigheden frem i ham, og han satte sig op, så han kunne spejde ud over markerne. En hvid hårtop kom af og til til syne mellem planterne.

[Kalina]

Kalina gik forsat mellem alle solsikkene og smilede glad over de mange ånder som var til stede, så længe hun ikek matrialiserede dem kunne de jo ikke skade hende så hun ville ikke dø af dem for når hun gjorde så adlød de hende altid, hun var jo en omsorgs fuld sjæl så hun brugte kun ånderne hvis hun vidste det ikke ville gå galt. hun vidste intet om at der var andre i nærheden så hun gik roligt videre

[nath]

Nath løftede et øjenbryn, da han opfangede den fremmedes duft. En menneskepige? På denne tid af dagen? Og alene? Han trak uvilkårligt på smilebåndet på en måde, som enhver, der var passeret forbi, ville have kaldt lumsk. Nysgerrigt rejste han sig op for at forbedre udsynet. Han ragede godt op i landskabet, og pigen kunne nu ses helt tydeligt nede mellem blomsterrækkerne. Hun lod ikke til at have lagt mærke til ham. Nath spærrede øjnene lidt op, så han bedre kunne fokusere i mørket, og betragtede hende interesseret. Ikke så stor, ikke ret gammel, men ganske nuttet med sit lyse hår og store øjne. Han kunne allerede mærke en let, kildrende fornemmelse melde sig i sine nakkehår, som den altid gjorde, når han havde med kvinder at gøre. Han kunne bare simpelthen ikke stå for de kære væsner. Om de så var blå og havde hår over hele kroppen eller var sarte og svagelige som de fleste mennesker. Nath satte sig hurtigt ned igen, så hun ikke opdagede ham. Hvad ville mon være det smarteste..? At råbe efter hende og risikere, at hun blev skræmt væk, eller snige sig ind på hende og risikere, at hun ville melde ham som forbryder til Råddet i Cierro?

[Kalina]

Kalina gik stadig roligt mellem alle planterne og blomsterne. det hele var bare fantastisk herude. ingen folk til at plage hende, ingen der troede de havde hjemsøgende ånder når det bare var vinden der havde ramt på et ubehageligt tidspunkt. herude var der tilgengæld fyldt med blomsternes ånder, små nuttede tingester der for hende mindede meget om hoppende potte planter men andre kunne jo ikke se dem

[nath]

Nath besluttede sig for at tage chancen med den sidste mulighed, og så stille som nogen kat, sneg han sig ned langs solsikkerækkerne imod sit bytte. Lyden af hendes lette trin var ikke svær at følge, når man først havde sporet sig ind på den. Hurtigt nærmede han sig, men smuttede så udenom hende udenfor hendes synsfelt, så hun ville støde på ham længere fremme. Han pjuskede lidt op i håret, rettede på sin kappe, proppede hænderne i lommen og indtog en så afslappet og naturlig stilling, han kunne finde på, så det så ud som om han havde stået der længe, fortryllet af stjernerne. Han fordrev sit smil, som han kunne høre hende komme nærmere. Det skulle ikke se ud som om han havde planlagt at møde hende.

[Kalina]

Kalina så på de mange ånder så hun lagde slet ikke mærke til sine omgivelser før hun bumpede ind i noget og hun dernæst endte på jorden hvor hun ømmede sig og så op efter hvad hun var gået ind i, da hun så det var en beastman skyndte hun sig at sige "undskyld, min fejl!" mens hun ømmede sig over at hun var landet dårligt på jorden

[nath]

Nath gjorde sig parat til at se overrasket ud, da Kalina kom til syne mellem de tykke stængler. Men han fik slet ikke brug for at spille, for pigen vadede lige ind i ham, og han nåede ikke engang at gribe hende, da hun væltede bagover. Han rakte en hånd frem mod hende for at hjælpe hende op med et stort, charmerende smil. "Det skal du ikke tænke på, frøken. Er du kommet noget til?" Hans øjne glimtede på trods af det sparsomme lys, og han koncentrerede sig om ikke at se alt for farlig ud. Hun var godt nok lille - i hvert fald i forhold til ham selv - men det var vel meget normalt. "Du er måske også ude for at beundre stjernerne?" spurgte han venligt. Ud over at være hans hobby, så plejede stjernekiggeri at appellere til de romantiske kvindfolk, så det var vel det værd at forsøge.

[Kalina]

Kalina tog uden videre personen's hånd og først da hun mærkede dens pels så hun op på fyren der talte til hende mens hun svarede "n-nej jeg okay..." og så væk, det var flovt at hun bare sådan var gået ind i ham jo. da han spurgte hende om hun var ude for at se på stjernerne svarede hun ham "nej, egentlig ikke. men det er skam noget jeg kan finde på at gøre nogen gange" hvilket ikke var en løgn. hun sørgede for at få tørret støvet af sin bagdel så hendes tøj atter var lige så hvidt som før hun havde vadet lige ind i ham

[nath]

Nath nikkede forstående. Stjernerne gik altså ikke helt rent ind, men det var specielt et emne, der ville kunne bruges senere. "Du har altså et andet ærinde herude? Det er ellers ikke helt ufarligt at bevæge sig rundt udenfor byen efter mørkets frembrud." Han smilede og lavede et lille buk for hende. "Nath Ferren til deres tjeneste, hvis du skulle få brug for eskorte tilbage til bymuren." Han håbede, at det ville kunne få Kalina til at tø lidt op eller le af ham, for hun virkede ikke helt glad for situationen. Det var selvfølgelig heller ikke hver dag folk bare sådan gik ind i ham - Nath var trods alt temmelig svær at overse - så hun måtte enten se dårligt i mørket eller have gået helt i sine egne tanker. Tigeren selv havde ingen problemer med at se pigen. Hendes hvide tøj lyste klart op.

[Kalina]

Kalina kvalte et fnis inden det fik afsløret hende da han bukekde for hende, det var dog hans ord som havde fået hende til at være tæt på. hun nejede roligt som hun svarede "Kalina Xentra, rart at møde dem hr Ferren" hvilket ikke var helt usandt for det kunne sagtens være gået meget værre jo, han kunne ha været en irriterende stodder. så havde det også været meget nemmere bare at skride, dog overraskede det hende hvor mange flinke mænd hun mødte for tiden

[nath]

Naths smil blev lidt bredere. Hun var da ret nuttet, den menneskepige, og selvom hun var forsigtig nok til ikke at fortælle ham om sit erinde i solsikkemarkerne, lod hun ikke til at være bange for ham. Han så vel heller ikke så skræmmende ud for tiden? Widell havde oven i købet overtalt ham til at hoppe i havnen for nylig, så hans pels var helt ren og velplejet at se på. Han lagde nakken lidt bagover og pegede op på himlen. "Jeg stod lige og undrede mig over, at der er kommet en ekstra stjerne i Slangens hale." Han refererede til et stjernebillede, der stod næsten i zenit over dem. Selv hvis man ikke kendte dets navn, var det svært at tage fejl af. to rækker af stjerner så ud til at ligge næsten på linje, og i dagens anledning var en planet passeret henover den ene linje og lå nu midt imellem som en forstyrrende ildflue. Den var lidt rødligere end resten.

[Kalina]

Kalina så op da han sagde noget om den røde stjerne som havde sluttet sig til slangens stjerne tegn. hun huskede det ikke som noget godt, sidst det var sket så var der så vidt hun huskede sket noget rigtig skidt i hendes familie. heldigvis plejede det vist ikke at ske for tit men hun kunne jo tage fejl

[nath]

Nath opfangede det kortvarige glimt af bekymring - eller var det bare undren? - på Kalinas ansigt, og han sænkede armen igen. "Er der noget galt?" Hvis hun havde været lidt ældre eller lidt højere ville han have lagt en beskyttende arm om hendes skuldre, men det turde han ikke med det lille myr. Han var bange for at skræmme hende væk, hvis han prøvede på noget. I stedet prøvede han en anden strategi og bukkede sig lidt ned, så han kom i øjenhøjde med hende. Måske var det ingenting, men hvis der var noget galt, fandt kvinder det ofte lettere at tale til nogen, som de anså for deres 'ligemænd'.

[Kalina]

Kalina så på Nath og svarede ham "sidst den røde stjerne opholdte sig i slangens tegn, skete der noget frygteligt i min familie... det heldigvis længe siden men efter det så har vi aldrig rigtig set det her som et godt tegn" hvilket var sandt nok. var jo ikke ligefrem hver dag en i ens familie blev sindsyg og måtte stoppes fra bevist at skabe Forsakens verden over, han havde mere eller mindre været skyld omkring halvdelen af de stærkere forsakens for omkring 80 år eller noget siden hvor den sidste af dem. familiens evige skam og frygt var derfor at det kunne ske igen

[nath]

"... aha?" Nath rynkede panden og så lidt nedtrykt ud. Dårligt emnevalg. Men hvordan skulle han kunne vide, at hun havde sådan en fortid? Forsigtigt prøvede han at dreje samtalen over på noget andet. Lige gyldigt hvor meget det åbenbart betød for pigen, så havde Nath ingen idé om hvilken episode hun tænkte på, og det interesserede ham faktisk heller ikke det mindste. "Jeg må indrømme, at jeg aldrig har troet på den slags. Vores skæbner er jo forudbestemt, så jeg mener ikke, at en stjerne vil kunne ændre på noget." Han smilede underfundigt. Moth havde været ret optaget af, at himlen måtte afspejle den verden den hang over, og at stjerner og planeter netop dérfor kunne forudsige hændelser lige så godt som enhver fate, men i Naths hoved gav det bare ikke mening. Skæbnen var en sær størrelse, men himmelrummet var om muligt en endnu mere ukendt faktor.