Relaxing time

[carmil]

Det var en behagelig eftermiddag, behagelig som i meget varm med en bagende sol der havde stået ned hele dagen og ikke en sky på himmelen, det var en af de der dage hvor man bare ikke rigtigt kunne få sig selv til at lave noget, ihvertfald ikke hvis man kunne slippe for det.
Og det kunne den otte årige Carmil helt sikkert, hendes mor havde sendt hende ud efter nogle rene klude og så havde hun sat sig for at stikke af, og det havde hun klaret rimeligt godt.
Klart hun ville få skældud sikkert blive sendt i seng uden mad og få smæk og alt muligt, men på den anden side så havde hun en hel dag bare for sig selv.

Ligenu lå den otte årig stump på springvandet, ja hun lå med ryggen på midten og hovedet hængende baglæns ud over kanten, på den måde så man verden fra en helt anden vinkel, omkring hende rendte folk rundt, eller snakkede, eller havde det sjovt.
Verden var sjov at betragte når man var otte der var så meget at le af som man ikke forstod, hendes ene ben var bøjet og hendes anden lagt ovenpå det bøjede ben.
Hendes store læder støvler stak i vejret og som sædvanlig var hun klædt i den brune bommuldskjole og de brune strømper, man kunne godt se at barnet ikke kom fra den rigeste familie.
Alligevel havde Carmil fået neglet sig et æble, hun havde fået det af kokkepigen der hvor hendes mor arbejde, det var dejligt rødt og hun havde allerede taget at par bider som hun godt tilfreds gumlede på.

Solskins vejr, massere af sjovt at se på og et æble kunne dagen blive bedre, ja det kunne den, for der kom en af de der sjove musikere, en af dem der spiller musik og har et eller andet dyr som samler penge ind.
I dette tilfælde var det en hund han havde med en sød lille hund der gik rundt med en hat i munden man kunne putte mønter i.
Carmil skyndte sig at stille sig op på tæerne på kanten af springvandet for at kunne se.
Folk der faktisk kunne se noget sagde ååh og iiih, men lille Carmil syntes det var meget unfair hun kunne slet ikke se den søde lille plettede hund.
Carmil sprang ned fra springvandet og gik over til gruppen, hun prøvede at se om hun kunne finde et hul og smutte igennem så hun kunne komme ind og se.
Men ak intet hul.

[nath]

"Tredive?! Er du sindssyg?!" Nath lo og verfede den prostituerede af med et grin. Hvis hun havde sagt femten var han nok gået med, men som sagerne stod kunne han nogenlunde nemt få den slags uden at skulle punge op med noget. Han rystede lidt på hovedet af sig selv. Måske havde Widell ret, når hun kaldte ham en pervers stodder. Tigeren fulgte med menneskestrømmen ned mod et af byens torve i et adstadigt tempo. Det var varmt, så han havde ladet kappen blive hjemme, og hans snehvide pels skinnede i solen som... ja som blankpoleret is. Han stoppede op for at kigge på nogle af de små boder undervejs. Nogle gange var man i stand til at gøre nogle ret gode køb her, hvis man sørgede for at blinke til standejeren og tale med sin mest charmerende stemme. Men der var ikke lige noget, der faldt i Naths smag, så han besluttede sig for at gemme sine penge til bedre tider. Eller en regnvejrsdag. Hans følsomme ører var nærmest bedøvet af larmen omkring ham, og han vadede bare rundt i sin egen glade verden uden rigtig at tænke over noget som helst. Hver gang en person passerede fyldte deres helt specielle duft - og ofte stank - hans næsebor, og han kunne ikke lade være med at kigge sig over skulderen efter nogen af de finere kvinder, der umiskendeligt lugtede af rosenvand. Mums~ Da han nåede ind på den større fontæneplads tiltrak lyden fra en af de mange musikanter ham, og han gik hen for at se, hvorfor så mange var stimlet sammen om ham. Folk veg respektfuldt til side for ham. Ikke fordi de kendte ham eller hans ry, men fordi han var temmelig høj og muskuløs. Ikke en man havde lyst til at komme i vejen for - selvom han som regel var så blid som et lam. En hund. Selvfølgelig. Det var derfor folk var så vilde med netop denne musikant! Et billigt trick. Nath lo og trak sig lidt tilbage igen. Tænk, at folk stadig faldt for den slags. Han fik øje på en lille pige - måtte have været en 9-10 år eller noget - der kæmpede for at komme til at se ind mellem benene på de forsamlede. Nath bukkede sig ned og vinkede af hende med et stort grin. "Har du brug for en hånd, lille dame?"

[carmil]

Carmil kiggede op fra hendes lille surmule position, hun fik øje på en kæmpe Beastman der kiggede ned på hende det var tydeligt ham der havde snakket til hende, hun gloede lidt på ham med store øjne, han var forfærdelig fin.
Han var ligesom en kæmpe kat, bare med fuldstændig hvid pels og hun havde en forfærdelig lyst til at klappe og kæle ham.
Men hendes mor havde forlængst forklaret hende at Beastman selvom de lignede dyr faktisk ikke var dyr, og derfor skulle man ikke opfører sig som om at de var dyr man skulle vise ligeså meget respekt for dem som man ville fior andre mennesker, selvom han så forfærdelig blød ud måtte man ikke spørge om han ville klappes.
Carmil indså at han havde snakket til hende og vendte hovedet og kiggede ind imod musikkeren inde i midten før hun kiggede op på manden med hendes store brune øjne, hendes lange rottehaler hoppede lidt da hun bevægede hovedet.
" Jeg ve gerne se hvalpen, men de andre gør så jeg ik ka se."
Hun kiggede op på ham med hendes store brune øjne, hun kiggede på hendes æble som hun stadig havde i hånden, sådan noget betød jo meget for børn mad selvfølgeligt.
" Jeg ve bare li se den lidt, hvis du får mit æble..ve du så ik løfte mig så jeg ka se hr.beastman-kat."
Hun vidste ikke hvad han hed så hun brugte den der måde at tiltale ham på det faldt ligesom lettest for når man ikke vidste hvad han hed, så bare at sige hr eller fru og så et eller andet, bare ikke når de var menneske, fordi man var jo selv menneske så det gik ikke.
Det sagde hendes mor ihvertfald, hun var lige begyndt at lærer Carmil omkring at være høflig, fordi det skulle man være, det var vigtigt for så gjorde man ikke mennesker vrede.

Carmil kiggede op på den hvide tiger mand med hendes store brune øjne, før hun prøvede rakte hendes æble imod ham, der var taget et par bidder men det lod man sig ikke slå ud af, når man ligesom de fleste familier her ikke havde særligt mange penge så tog man gerne mad som var blevet spist af.
Ofte ville Carmil få mad fra hendes mors families bord, altså den familie som moderen var tjenestepige for.
Det var mærkeligt med så gammel en tjenestepige men de gjorde det også kun fordi at de kendte hendes tantes mand.
Carmil håbede på at manden ville tage hendes tilbud, for hun ville altså virkeligt gerne se hvalpen, ligenu stod den eftersigende på bagbene det sagde folk ihvertfald, det ville hun rigtigt gerne se.

[nath]

Nath kunne ikke lade være med at le, og en fin række af spidse rovdyrtænder blinkede i solen. "Behold du bare æblet, jeg har fået frokost." Hans øjne glimtede muntert. Det var længe siden han havde været i nærheden af børn, og han måtte indrømme, at menneskeungerne var helt utroligt kære. Beastmens unger havde enten skæl over hele kroppen eller hinder over øjnene og den slags, og helt ærligt, så var der altså ikke meget ved at lege med en haletudse, der kun kunne opholde sig i en vandpyt. Menneskene havde godt nok ikke ret meget hår på kroppen, men det var der også en særlig charme over. Han satte sig på hug ved siden af hende og sendte hende et varmt smil. "Hop op, så skal jeg nok sørge for, at du får set din hund." Han pegede på sin nakke og signalerede, at hun bare kunne kravle op. Sådan et lille skravl ville ikke give nogen rygproblemer, og Nath tænkte for sig selv, at det ikke ville være særlig taktfuldt ikke at hjælpe en dame i nød. Omend det så var en meget lille hjælp og en endnu mindre dame. Folkemængden hujede og klappede, og trubaduren sang og spillede, så man ikke kunne lade være med at blive i godt humør. Et enkelt opmuntrende bjæf kom også derindefra en gang imellem. "Kom nu, før de går videre." Han rakte en hånd frem for at holde æblet for hende, hvis hun ville have problemer med at komme op med det i hånden.

[carmil]

Carmil lyste over hele hovedet da den flinke tiger man gerne ville hjælpe hende selv uden at få hendes æble, det var sjældent at sådan noget skete at folk var så flinke så hun måtte hellere nyde det rigtigt rigtigt meget, for hvem vidste hvornår hun ville opleve at nogen var så flink imod hende igen, det var ikke sikkert det ville være det næste stykke tid, selvfølgeligt hendes mor men det galt ligesom ikke, hun var jo hendes mor det var meningen hun skulle tage sig af Carmil.
Carmil smilte og kiggede tænksomt på ryggen og tænkte over hvordan hun dog skulle komme derop men så igen var det ikke sværere end det var at kravle op på springvandet, hun skulle til at gøre et rimeligt godt forsøg, da han tilbød at holde hendes æble.
Hun var lidt nervøs for om han ville tage det, men han sagde jo at han havde fået frokost, så hun valgte at stole på ham, nu håbede hun bare at han ikke ville gøre hendes æble noget.
Det var måske lidt tåbeligt, men Carmil var endnu ikke så stor at hun kunne sætte mennesker der opførte sig flinke sammen med ondskab, og det værste der kunne ske ligenu i hendes verden var ganske rigtigt enten at miste sit æble eller sin mor.
Og da hendes mor ikke var der så måtte æblte jo være det man havde største chance for at miste.

Men Carmil valgte at stole på den fremmede og rakte ham æblte før hun med hænderne tog fat i kanten af hans kappe og fik halet sig op så hun kunne side med et ben på hver side af hans hoved og armene hvilende omkring hans pande, og der sad hun egentligt ganske godt.
Hans pels var dejligt blød og han var bredskuldret nok til at den lille otte årig stump kunne side der helt uden nogle problemer, hun smilte glad ved tanken om at hun ville få den lille plettede hund at se.
Børn er oftest glade for dyr især dem der virker nuttede, og hunden af hvad hun havde kunnet se så enormt sød ud, så den ville hun rigtigt gerne se, selvom hun egentligt ikke ligefrem havde nogle penge til at give den.
Carmil bøjede sig frem og kiggede ned i øjnene på beastmanden under hende med et stort grin.
" Så sidder jeg godt."
Hun nikkede tilfreds og ventede på at han rejste sig op.

[nath]

Nath lagde nakken tilbage og grinede op til hende. "Jamen så hold fast!" Han besluttede sig for, at det var smartere at holde æblet til pigen kom ned igen frem for at give hende det med det samme. Ellers risikerede han bare at hun glemte at holde fast og drattede af. Pigen var lidt tungere end han havde regnet med, men han kom alligevel op uden nogen problemer og sørgede for at holde balancen forover, så han ikke tabte hende. For at være på den sikre side holdt han fast om hendes højre ankel, der hang og dinglede ved hans bryst. Hvis hun faldt bagover ville han bare kunne hive hende op igen før hun faldt helt af. Han bevægede sig ind i kredsen af folk, der stod sammenstimlede om gademusikanten. Folk trak lidt til side for at give plads for ham, og der var flere små unger, der jublende benyttede lejligheden til at mase sig frem bag ham, så de også kunne komme til at se, hvad der foregik. Nath nåede næsten helt frem til midten, hvor manden og hunden gøglede og klappede pigen på benet. "Nå, hvad siger du så?" En lille dreng smuttede forbi hans ene ben i sin iver efter at komme til at se hunden. Et benovet gisp kom fra ham, da det gik op for ham, at det væsen han lige havde passeret var næsten lige så spændende som den dansende hund, og han så misundeligt på pigen, der sad som på en trone og observerede løjerne ovenfra. Men hunden fangede snart hans opmærksomhed igen, og det var der da heller ikke noget at sige til. Selv Nath måtte se sig slået af hundens bedårende store øjne og sjove krumspring, når den drejede rundt om sig selv og løb rundt til folk med hatten. Et billigt trick, ja, men det virkede.

[carmil]

Carmil strålede over hele knolden da hun pludseligt befandt sig oppe i luften højt over jorden, okay måske ikke så højt, der var højere når man så ud af vinduet på første sal i det hus hendes mor arbejdede, en dag havde hendes mor lovet hende at hun en dag ville tage hende op i et rigtigt højt hus hvor hun kunne se langt langt ned, det glædede hun sig til, hvis det altså en dag blev til noget.
Carmil holdt godt fast omkring hovedet på den store katte mand da han bevægede sig ind i gruppen imens hun kiggede sig nysgerrigt om, faktisk var det at side på hans skuldre endnu mere spændende end nogen musiker med hvalpe.
Hun bemærkede faktisk ikke rigtigt at han holdt fast på hendes ben for at hun ikke skulle falde ned, hun tænkte ikke over at hun komme til skade ved at falde ned, hun følte sig helt sikker oven på den store katte mands hoved.

Hun kunne ikke lade være med at se meget godt tilfreds ud med sig selv som hun sad deroppe som en anden dronning, og hun kiggede meget selvtilfreds ned på de andre børn, det her ville helt klart give hende lidt respekt hos de andre børn i byen og sådan noget respekt kunne man altid bruge til noget.
HUn kiggede ned på hunden igen dog, for hunden havde været hendes hovedmål, og snart lo hun og klappede med når de andre børn jublede over den lille hunds numrer for den var altså virkeligt bedårende.
Som den hoppede på bagbene og kunne slå kolbøtter det var helt utroligt som den lille hund kunne lave numrer.
" Eeeeej hvor er den sød."
Jublede Carmil glædeligt over den kærer lille hvalp imens hun selvtilfreds sad oppe på hovedet af kattemanden hun glemte helt hvor langt op hun egentligt var og var nok en smule svær at holde fast på.

[nath]

"Woops.." Nath lænede sig en smule fremad, da pigens begejstrede bevægelser gjorde ham en smule nervøs for at tabe hende. Musikeren lagde sit strengeinstrument fra sig og fandt en fløjte frem i stedet, og snart hoppede hunden rundt, som om den jagtede usynlige sommerfugle. Nath lo sammen med flokken af tilskuere, og de mange børn hvinede ivrigt. Nath kæmpede for at holde pigen siddende på sine skuldre, mens han fiskede et par sølvmønter op af lommen. Han rakte den ene til Carmil. "Vil du..?" Han smed den anden hen i nærheden af den mølædte hat, der var blevet smidt på jorden. Snart klingede flere mønter i bunken, og musikeren smilede muntert og dansede rundt blandt folk for at aflokke dem flere penge.