Post by carmil on Mar 21, 2010 22:21:58 GMT 1
Det var en hyggelig formiddag, en tirsdag formiddag for at være mere præcis, vejret var en smule gråt i det, men intet regn indtil videre, og en kølig brise gled igennem byen, men det var ikke koldt nok til at begynde at tage sine jakker på igen.
Der var fuld gang på storetorvet, foldt råbte of faldebød alle mulige spændende ting, der var gøglere der kunne alle mulige tricks, og der var alle mulige forskellige mennesker, som ville have alle mulige forskellige ting.
Ja livet var sørme spændene, det var bare ærligt man var nærmest fastspændt til sin mor der trak en fra den ene kedelige brød bod til den anden og så grønsags boderne, og man fik aldrig så meget som en lille bid at smage selvom man rigtigt gerne ville have det.
Sådan var livet ihvertfald ligenu for den lille Carmil, hun havde et godt tag i hendes mor blå skørt imens hun gik igennem mængden, hvis man nu ligeså stille gav slip så ville man blive væk.
Og man vidste jo godt hvor man boede, Carmil havde selv gået rundt i byen massere af gange og også imens hendes mor vidste det, men helt klart også uden.
De brune øjne tjekkede omgivelserne, der så ikke ud til at være nogen der holdt øje med hende.
Omkring der fik hun øje på en dame der solgte små fugle i bur, de kunne synge så smukt og havde massere af farver.
Carmil var ovre hos dem før hun egentligt indså at hun havde sluppet hendes mors skørter, det var også det så behøvede hun ikke at hænge på hende mere og hendes kedelige indkøb.
Istedet for stod hun nærmest på tæer og faldt over sig selv for at se alle de fine fugle.
Der var en med gule farver, og en med blå halefjern, og en der havde en grøn fjer strittende op lige på hovedet sådan lige midt i panden, og de kvidrede og de sang og det hele var så dejligt.
Carmil vidste ikke hvor hun skulle kigge, det var før en kost næsten ramte hende, hun sprang forskrækket tilbage og kiggede op på damen der ejede butikken, det var den dumme dame der havde prøvet at slå hende.
" Ka du komme væk lu'vede tøz, du skræmmer mien fugl."
Hylede damen til Carmil der tog sig sammen, så lurvet var hun da ikke, indrømmet hun havde ikke været i bad lige den morgen, og hendes tøj var ikke det fineste, den brune bomuldskjole kunne godt trænge til at blive skiftet ud, og de brune sokker var lappede, for ikke at tale om de gamle støvler.
Men en lurvet tøs nej det var Carmil ikke.
Så Carmil gjorde det ethvert fornuftigt barn på hendes alder ville gøre, hun rakte tunge af damen vendte sig om og stak halen imellem benen, hun spænede imellem menneske hurtigere end remmer og tøj kunne holde, damen i boden hylede op om frække unger, imens Carmil havde et kæmpe grin puttet på hendes lille ansigt.
Der var fuld gang på storetorvet, foldt råbte of faldebød alle mulige spændende ting, der var gøglere der kunne alle mulige tricks, og der var alle mulige forskellige mennesker, som ville have alle mulige forskellige ting.
Ja livet var sørme spændene, det var bare ærligt man var nærmest fastspændt til sin mor der trak en fra den ene kedelige brød bod til den anden og så grønsags boderne, og man fik aldrig så meget som en lille bid at smage selvom man rigtigt gerne ville have det.
Sådan var livet ihvertfald ligenu for den lille Carmil, hun havde et godt tag i hendes mor blå skørt imens hun gik igennem mængden, hvis man nu ligeså stille gav slip så ville man blive væk.
Og man vidste jo godt hvor man boede, Carmil havde selv gået rundt i byen massere af gange og også imens hendes mor vidste det, men helt klart også uden.
De brune øjne tjekkede omgivelserne, der så ikke ud til at være nogen der holdt øje med hende.
Omkring der fik hun øje på en dame der solgte små fugle i bur, de kunne synge så smukt og havde massere af farver.
Carmil var ovre hos dem før hun egentligt indså at hun havde sluppet hendes mors skørter, det var også det så behøvede hun ikke at hænge på hende mere og hendes kedelige indkøb.
Istedet for stod hun nærmest på tæer og faldt over sig selv for at se alle de fine fugle.
Der var en med gule farver, og en med blå halefjern, og en der havde en grøn fjer strittende op lige på hovedet sådan lige midt i panden, og de kvidrede og de sang og det hele var så dejligt.
Carmil vidste ikke hvor hun skulle kigge, det var før en kost næsten ramte hende, hun sprang forskrækket tilbage og kiggede op på damen der ejede butikken, det var den dumme dame der havde prøvet at slå hende.
" Ka du komme væk lu'vede tøz, du skræmmer mien fugl."
Hylede damen til Carmil der tog sig sammen, så lurvet var hun da ikke, indrømmet hun havde ikke været i bad lige den morgen, og hendes tøj var ikke det fineste, den brune bomuldskjole kunne godt trænge til at blive skiftet ud, og de brune sokker var lappede, for ikke at tale om de gamle støvler.
Men en lurvet tøs nej det var Carmil ikke.
Så Carmil gjorde det ethvert fornuftigt barn på hendes alder ville gøre, hun rakte tunge af damen vendte sig om og stak halen imellem benen, hun spænede imellem menneske hurtigere end remmer og tøj kunne holde, damen i boden hylede op om frække unger, imens Carmil havde et kæmpe grin puttet på hendes lille ansigt.