Middagssol

[widell]

Det var varmere end det havde været længe, men på trods af manglende regn stod solsikkerne lige så rankt som altid og vukkede med deres store, brune øjne. Widell var faldet i staver. Resten af hendes guild var taget ind til byen for at 'more sig', men hun selv ville egentlig helst bare undgå menneskemylderet og havde slået sig ned på den gamle bymur. Luften summede af insekter, og et helt symfoniorkester af fårekyllinger lod til at have indfundet sig i markens udkant. Stenene var behageligt lune under hende, og hun døsede lidt hen, mens hun skuede ud over landskabet. I det fjerne lå skyggen af The Misty Forrest, hendes gamle hjem. Men hun følte ikke længere noget specielt for det sted. Hun længtes i hvert fald aldrig tilbage, selvom det havde været en lykkelig tid i hendes liv. Ved nærmere eftertanke havde der vel egentlig aldrig været nogle ulykkelige tider i hendes liv, så det var egentlig noget vrøvl. Widell smilede for sig selv og rystede pandehåret lidt væk. En guldsmed summede forbi, og hun greb den i luften mellem et par fingre. De pansrede plader på dens ryg glitrede smukt blåligt i sollyset, og hun betragtede fascineret de fine vinger, der slog forgæves i luften. Så proppede hun den i munden og gnaskede langsomt på den, mens hun lod blikket vandre bagover mod byen med alle sine små kringelkroge og besynderlige indbyggere. Hvordan nogen kunne holde ud at bo sådan et sted mere end et par dage af gangen var hende en gåde. Hun havde ikke noget imod livet, men alle de pokkers mennesker gik hende på.

[Zake Vanguard]

Livet var da herligt, solen skinnede, varmen bagte rart ned på alt landskabet, det summede af liv både menneske som dyr.
Zake gik ude ved den gamle bymur, han havde sin taske med urter over skulderen .
Han nød det gode vejer, det gjorde ham altid glad. Dog prøvede han så vidt som muligt at holde sig lidt væk fra større meneske mængder da der altid var en del der gloede lidt på hans lænker. Men ja det var han jo vandt til.
Det var just ikke alle der rendte rundt med lænker om sine håndled, jo fanger, men de gik jo ikke på åben gade.
Han sukkede kort, ja det var en dejlig forbandelse han havde, men havde lært at leve med.
han stoppede lidt op ved en solsikke plante og betragtede den lidt før han forsigtigt hev blomsten fra den høje stilk.
Han ville entelig bare have frøne fra den til senere så han lagde blomsten ned i sin taske.
Solsikke frø kunne altid bruges i bageværk, men man skulle dog heller ikke bruge alt for mange da man jo godt kunne dø af dem.

Zake gik så lidt videre mens han nynnede for sig selv. Mens han gik rettede han kort på sit pande bånd for at fjerne lidt hår ud fra sine øjne da det irriterede ham lidt til tider.. Måske skulle han se at få det klippet bare lidt.

[widell]

En stille nynnen fangede sig Widells opmærksomhed, og hun rettede sig op for at finde ud af, hvor den kom fra. Brisen førte lyden med sig, men stemmens ejermand kunne ikke være ret landt borte, så klart som tonerne klingede. Hun legede lidt med tanken om at se en lille skovalf kommende hoppende ned gennem de lange solsikkerækker, men så intet af den art. Til gengæld fik hun øje på et menneske et stykke væk, der åbenbart havde fattet interesse for at plukke hovederne af de smukke, gule blomster. *Oh great...* Hun betragtede ham et øjeblik, mens han syslede med sit pandebånd, og lagde sig så om på siden, så hun vendte ryggen mod markerne og så ned af en af de mindre sidegader. En kat spankulerede hovmodigt rundt med halen i sky, som om den ejede kvarteret. Det gjorde den sikkert også. Hun overvejede at sætte efter den, men besluttede sig for at lade være. Hun ville under ingen omstændigheder opgive sin lune stensofa lige nu. Widell sukkede henført og lagde en arm under hovedet. Selvom hun forsøgte at ignorere lydene fra marken bag hende, var den sprøde lyd af fodtrin ikke til at overhøre. Det var som at ligge og lytte til et ur, der sekund for sekund nærmede sig det tidspunkt, hvor man skulle stå op. De blågrå, smidige vinger daskede let i luften og faldt så roligt ned langs siden af muren. På et eller andet tidspunkt ville hun ikke kunne holde sin nysgerrighed tilbage, men det faktum, at fodtrinnenes ejermand var et menneske lagde en kølig dæmper på hendes kropssprog. Det ene, store øre, der var frit drejede sig afslørende efter lyden.

[Zake Vanguard]

Zake gik stadig i sit eget lille tempo før han stoppede op ved en ny solsikke der så fin ud. Han plukkede ganske nemt hoved af den og lagde også det ned i sin taske.
Han kiggede sig lidt om for at se om der var flere solsikker som så fine ud og klar til at blive plukket.
Han nynnede stadig lidt for sig selv mens han gik. I takt til han gik så gav kæderne lidt lyd fra sig da de nogle gange stødte ind i hans bukser. Der var også lidt slid mærker efter det på hans bukser, men de var generalet meget slidte.

Han gik hen til muren, satte sig ned i skyggen og lænede sig op af muren. Han tog de to solsikke blomster op af sin taske, samt en elle skål og kniv. Han begyndte lidt at pille frøene ud af solsikken mens han stadig nynnede den samme lille melodi.

Zake havde gjort det en del gange efter hånden i sit liv så han koncentrere sig ikke vitterlig over at pille frøende ud. Efter dette skulle de bare tørre godt i solen et par dage og så ville de kunne bruges.

"Se Zake, det skal nok ende med at blive godt" sagde Zake til sig selv. Han havde fået en mindre vane med at tale til sig selv når han var alene. Da selvskab ikke var det han havde mest af i sit liv. Men han var glad og det var det der betød noget.

[widell]

Widell rynkede brynene og forsøgte meget voldsomt at lukke alle lyde ude ved helt fysisk at fokusere al sin energi mod katten i gaden. Ikke desto mindre sneg den lille melodi sig ind på hende gang på gang og fik hende til at miste fokus. Katten smuttede behændigt ud af hendes synsfelt et par gader længere henne og efterlod hende rastløs på muren uden noget til at distrahere sig fra lyden af mennesket. Det lød som om han var gået i gang med at vride halsen om på endnu en blomst. Solen bagte hende behageligt på siden, og hun kunne mærke, hvordan snenene under hende var begyndt at efterlade aftryk på hendes hud. Mennesket var efterhånden ret tæt på, og hun blev opmærksom på en anden lyd, der var helt fremmedartet i hendes ører. Det lød som metal mod læder, men det var helt klart ikke et våben. Og det lød som om det blev båret skødesløst. Et smykke måske? Nej, grovere. Uslebet, greb fat i tøjfibrene. Han slog sig nynnende ned op af muren lidt længere henne, og da han begyndte at tale med sig selv kunne hun simpelthen ikke undertrykke sin nysgerrighed. Hun lod sig trille om på maven med armene foran sig, på spring. Vingerne lå diskret hen over hendes ryg. Han så ikke specielt koncentreret ud, men hans hænder arbejdede hurtigt med at skille frøene fra deres hus. Widell lagde hovedet lidt på skrå for at få et bedre udsyn til hans arbejde. Mystisk. Hun rettede sig lidt op og krøb uden en lyd tættere på det sted han sad, stadig på toppen af de varme sten. Hun var påpasselig med ikke at larme. Hun ville helst undgå at blive opdaget i at spionere. Interesseret satte hun sig på hug næsten bag ham og kiggede ned over hans skulder. Widells øjne var overmenneskeligt store - endda større end normalt. Det var ikke gået op for hende, at hun kastede en stor, fed, bevinget monsterskygge på græsset.

[Zake Vanguard]

Zake havde lukket sine øjne lidt og lod af automation sine hænder arbejde ganske fint og hurtigt med blomsten. Men dog åbnede han dem igen lidt efter på grund af når han normalt lukkede øjne gik et eller andet galt, han skar sig i fingeren eller noget i den stil.
Dog faldt hans blik på noget han syntes der ikke havde været der for et øjeblik siden.. Der var da mere skygge..
Zake stoppede bart op med hvad han lavede, nærmest med et lille spjæt. Skyggen lignede grand givligt et monster af en art. Han sank en mindre klump i halsen før han rettede blikekt op på muren.
Normalt ville han måske havde taget det lidt mere rolig, men da solen var væsenet i ryggen så han det kun som en siluet og ja det satte bare en panisk tanke gang rundt i hoved på ham.
Ville han mon blive spist? var den voldelig? hvad var det entelig?.
Ud af alle ting han nok gerne ville have sagt på dette tidspunkt var det eneste han rigtigt kunne sige "øhhmm.. Hej... spis mig ikke".
Han kunne sig selv lige nu.. Var det eneste han kunen sige. Nej han burde se at få sin røv med sig og bare smutte. Jep man snakkede da heller ikke til et vildt dyr ude i skoven.
Ja lige nu havde det faktisk ikke kommet til ham at dette væsen faktisk godt kunne være et venligt et der bare var nysgerigt.

[widell]

Widell kunne ikke lade være med at smile af den konstante rytme hvormed han arbejdede. Det var som om hans fingre havde deres eget liv og gjorde deres arbejde helt uden hans indblanding. Pludselig gik han i stå. *Hvad nu? Er han færdig?* Hun stivnede, da han kiggede op på hende. Hvor længe havde han mon været klar over, at hun var der? Tilfældige, små detaljer fangede hendes opmærksomhed. Han havde grønne øjne, flaskegrønne i det skarpe lys. Og kæder omkring håndleddene som en anden slave. Huden under dem så irriteret og slidt ud, så han måtte have båret dem længe. Hans hår sad lidt sjovt. Hans næse var... Da han talte til hende, hoppede hun nærmest på stedet og væltede bagover. Hun gispede og landede dumpt på den anden side af muren med et klask, som når en fugl flyver mod en rude. Hendes ben stak lige op i vejrets som en fårs, og hendes vinger lå fladt ud på hver side af hende. Fortumlet og lettere pinligt berørt satte hun sig op og tjekkede, om der var noget brækket. Nej, ingen skader, heldigvis. Det havde heller ikke været noget langt fald, men man kunne jo aldrig være for forsigtig. Hun rystede hurtigt på hovedet og børstede lidt blade ud af håret, før hun kom på benene og lænede sig forsigtigt indover muren for at finde ud af, om hun havde skræmt ham med sit stunt. Spise ham havde hun i hvert fald ikke tænkt sig. "Æh, nej, det... jeg mener..." Widell gloede på ham et øjeblik. Der sad en larve på hans skulder. Så virrede hun bestemt med hovedet for at stoppe drømmerierne. "Undskyld, det var ikke min mening at forskrække dig... Hej..." Hun overvejede lidt, om det var nu hun skulle foretage en retrete, men besluttede sig for, at det ville være at overlade sin solplads til et usselt menneske, og blev i stedet stående på sin side af muren. Der følte hun sig rimelig tryg.

[Zake Vanguard]

Zake blev noget overrasket over at væsenet pludseligt faldt bagover og han fik lagt skålen i græsset og kom endelig op på sine ben.
Det var vidst tydeligt at det blev lige så overrasket som han var blevet. Det betød vel at det ikke ville spise ham..
Han betragtede lidt væsnet da det igen kiggede frem.
Ud fra stemmen var det jo tydeligt et hunkøn.
Zake faldte noget til ro igen over sin forskrækkelse..
"øhmm.. heller ikke her" sagde Zake der stadig lidt kæmpede med at finde de ord. Han mente i bund og grund at han heller ikke havde været hans mening at forskrække hende.. Hvad havde meningen entelig været? Han burde da bare været stukket af eller noget i den stil..
"Kom de noget til?" spurte Zake så hurtigt da han havde hørt det bump kvinden fik lavet med sit fald.. Det var da ikke meningen han ville skade noget..
"For ellers har jeg noget smerte stillende her" fik Zake hurtigt sagt og roede rundt i sin taske noget fumlende.
"her et sted.." mumlede han mens han stadig roede rundt i tasken. Der gik lige et par sekunder før han fik hevet en lille glas beholder op.
"sølvpile bark.. det hjælper imod feber og smerter" sagde Zake venligt og lidt små nervøst. Hvis hun havde sagt noget imens han roede rundt i sin taske så havde han ikke rigtigt hørt efter.. Han havde mere været nervøs over hun var kommet til skade på grund af ham.

[widell]

"Åh... Nej, nej, nej... nej, nej, nej, nej, nej..." mumlede hun og viftede afhvervende med hænderne. Hun var ikke kommet noget til, og de smårifter, som rutsjeturen ned ad stenene havde givet hende, gjorde ikke det mindste ondt. Ikke desto mindre blev manden - drengen - mennesket ved med at rode i sin taske efter noget, som han åbenbart mente ville kunne hjælpe. Han holdt en lille flaske frem, og Widell beundrede den nysgerrigt. "Sølvpil..?" Hun anede ikke, hvad han snakkede om, og det var ikke et træ hun nogensinde var stødt på, men mennesker var da også bare sære en gang imellem. Hun smilede forsigtigt og rystede på hovedet. Hvad det så end var, havde hun ikke brug for det. Desuden var det blevet et princip for hende aldrig at tage imod noget fra en menneskehånd. Man kunne ikke vide, hvilke bagtanker, der altid klæbede til deres hænder som ålespyt. Hun tappede lidt nervøst på stengærdet foran sig med en rastløs mine. Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at hun skulle begynde at tale om vejret og på den måde lede samtalen videre, men hendes hjerne skreg til hende, at det var et menneske, og at han nok tilmed var kriminel pga. lænkerne. De så virkelig ubehagelige ud. "Har du ikke selv... mere brug for det?" Hun nikkede mod den hånd, der holdt flasken, og hvorpå mærkerne efter kæderne var ekstra tydelige. Widell gøs invendig. Hvis hun skulle rende rundt med den slags, ville hun blive sindssyg. Den konstante raslen var i sig selv nok til at få hende til at miste overblikket. Hun hod sg uvilkårligt til håndleddet som for at sikre sig, at hun ikke var blevet offer for en eller anden dårlig joke.

[Zake Vanguard]

Zake betragtede lidt kvinden foran sig "Ja.. barken.. frigiver nogle stoffer som tager smerter" prøvede Zake at forklare.. Det var altid noget han bar rundt på sig.. Han forstod ikek hvorfor andre tog penge for at sælge såda noget.. Det kunne jo nemt findes i naturen..

"hvad??" spurte Zake lettere forvirret men opfattede så hun hentød til hans håndled og rettede sit eget blik ned på det.
"ahh.. nej nej.. jeg er vandt til det.. jeg har haft dem på længe" sagde Zake venligt og smilede lidt for sig selv.. Det gik så op for ham hvor dumt det lige lød.. Det forklarede jo intet, det ville da lyde som om han var en eller anden straffe fange der havde siddet i fængsel længe, eller måske var en slave for en eller anden rig person..

"ømm altså... ikke fordi.. ja svært at forklare... Uden de kæder.. såå ja dør jeg" sagde Zake med lidt besvær da han prøvede at finde de rigtige ord..
*Flot Zake.. du dør hvis du tager dem af... hvem vil tro det* tænkte Zake ironisk for sig selv. Men på en måde var det jo rigtigt.. Han ville bare blive.. ja han ville ikke engang tænke på hvad han var uden kæderne.. Så på en måde ville han jo dø. Han ville bestemt som person dø, og blive ja til et monster.

Zake rystede kort på hoved for at hive sig selv ud af sine tanker og rettede igen blikket op på kvinden og smilede.. "åhh.. Mit navn er Zake Vanguard.. hyggeligt at møde dem".
Zake bukkede kort venligt da han pressenterede sig selv..

[widell]

Widell bevægede sig instinktivt lidt længere ned af muren, så der nu kun lige var hendes øjne og ører, der kunne ses. Hun rystede en kuldegysning af sig. Døden var virkelig ikke noget, hun havde lyst til at snakke om - og da slet ikke med en fremmed. Og slet, slet ikke med et menneske. Men så alligevel... det lød lidt interessant. *Hvordan kan han... ligefrem dø af at fjerne dem? Er han sindssyg?* Hun skulede mistænksomt til ham henover den gamle stenmur, og hendes øjne antog en besynderlig blå-grå tone, der helt klart indikerede, at hun forsøgte at tage en vis distance til ham. Da han så pludselig besluttede sig for at præsentere sig, kiggede Widell hurtigt væk og svarede ikke helt ærligt. Hun skulle ikke blandes ind i noget. "Wi... Viola. Viola Sunflower. Og i lige måde." Widell var ikke den store mester i at lyve, og hendes kreativitet faldt også til 0, når hun var presset, så hun endte med at stå og have lyst til at banke hovedet i jorden i bar frustration. *Viola?! Hvad skulle det nu til for? Og "Sunflower"?! Hvis han ikke gennemskuer dén, er han retarderet!* Hun fnøs lidt af sig selv og turde ikke møde hans grønne øjne. Hendes navn kom ikke ham ved, og egentlig kunne hav vel også være fuldstændig ligeglad. I sin frustration glemte hun alt om at opretholde den symbolke afstand og kravlede op på muren og smed sig ned på maven, som hun havde gjort det tidligere. Solen stod stadig højt på himlen, og der lå en flimrende dis over landet. De store vinger foldede sig pænt langs ryggen og sugede en del af varmen til sig. Widell bed sig lidt i underlæben. Hun kunne virkelig ikke lide at lyve, men så længe det bare var overfor et menneske, var det vel okay..? Hendes blik gled endnu engang henover det sære væsen, der rent faktisk havde været høflig overfor hende. Og hvad havde hun gjort? Snerret af ham. Nå pyt, hun var jo et dyr. Widell mynstrede al sin vilje og sendte ham et stort smil. Selvom hun ikke var glad for mennesker, var der jo trods alt mange af dem, der fandt hende fascinerende. Og hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle besvare hans venlighed, når hun nu lige havde stukket ham en tyk løgn. En sommerfugl landede på en af hendes vingespidser.

[Zake Vanguard]

Zake smilede blot venligt. Han så intet galt med det navn.
"pænt navn" sagde Zake blodt venligt.
han tog sin lille skål med solsikke kerner i og satte sig ned i græsset igen. Dog denne gang med front imod Viola.
Han sad lidt og mumlede hendes såkaldte efternavn "sunflower.. sunflower".
Han rettede så blikket op imod hende og sagde "Beklager hvis jeg plukkede nogle af dine venner". Han grinede lidt over den ret så dårlige vittighed han fyrede af.
*flot Zake.. endnu engang formår du at dumme dig ved at sige noget dumt... kan snart skrive tykke bøger om det* tænkte Zake irriteret til sig selv.. Han var bestemt ikke den bedste i verden til at være social.. Entelig holdte han sig jo bare for sig selv, og de år han havde haft en familie ville han bare gerne glemme det meste af.
"Undskyld dårlig humor" sagde Zake så lidt undskyldende. Han tog et af solsikke frøende og åbnede skallen det med sine negle før han spiste frøet inde i.. Det smagte ikke lige så godt som hvis de var soltørret eller været i en ovn et par timer med salt.. Men det kunne gå an da han bare ville have noget at gumle på.
Han rettede endnu engang blikket op og betragtede kvinden lidt. eller ja hvad man nu kaldte en kvindelig beast race.. Dog bedømmede han ikke folk fra udsene, han så mere ind på deres personlighed. Og det indtryk han ind til videre havde fået var at hun var flink, men bare lige så nervøs som han selv var.

[widell]

Zakes morsomhed var absur, men om ikke andet prikkede dem til Widells egen dårlige humor, og hun trak på smilebåndet. Hendes venner? Blomsterne? Selvom hendes navn ikke var Sunflower, havde hun da trods alt følt en vis irritation ved at se ham rykke hovedet af solsikkerne, så måske var der alligevel en vis sandhed i det. Hun hvilede hovedet på armene og betragtede ham - nu noget mere afslappet. Han så ikke så farlig ud af et menneske at være. Lidt snusket og mærkeligt klædt, ganske vist, men bortset fra lænkerne virkede han helt normal. Og han var da heller ikke stukket skrigende af, da han så hende. Men spise ham? Nej tak. "Hvad laver du? Er det kun til... føde?" Hun virrede lidt med vingespidsen for at få sommerfuglen væk. Den kildede hende. "Og hvorfor tager du kun hovedet?" Widell havde aldrig undret sig over, hvad de store marker mon blev brugt til. Hun elskede bare farverne og duften, der fyldte den varme sommerluft. Solstrålerne bagte hendes kind og gjorde hende døsig, men Zakes tilstedeværelse forhindrede hende i at falde i søvn. Han lignede en stor, sort krage, der sad og splittede sig bytte ad midt på en bølgende kornmark med sit mørke hår i kontrast til solsikkehovederne. Widell fik pludselig øje på larven, der stadig kravlede op af hans arm og skulder. Den måtte tro, at den var ved at bestige et enormt, solvarmt bjerg. Hun smilede. Der var noget uendeligt beroligende ved at være så tæt på naturen. Endnu engang takkede hun sig selv for, at hun havde ladet det være op til resten af gruppen at proviantere inde i byen.

[Zake Vanguard]

Zake smilede blot.
"ja, de er til føde, solsikke kerner kan bruges på mange forskellige måder... normalt rister man dem, eller bruger dem til brød.. Dog er fugle også glade for dem, så hvis man savner liv i sin have, eller andre steder, kan man sprede dem ud"..
Hvad mente Viola med kun at tage hoved.. nåå kun at tage selve blomsten og lade selve stilken være tilbage.
"Stilken kan ikke bruges til noget, den bliver bare smidt ud eller nogle var dem vidst til dyre foder... Kernerne er det der kan bruges.. Hvis man sår kernerne så kommer der en ny blomst næste år" sagde Zake venligt og forklarende.
Han pillede lidt flere af solsikke frøene ud af blomsten og lod kort sit blik hvile på sit arbejde.
"Du må da godt få nogle... altså hvis du spiser sådan noget..." sagde Zake så venligt og tog endnu et frø fra skålen op og tog skallen af før han spiste den. Ikke fordi det rigtigt mættede men det gav ham bare noget at gumle på.
Han brugte hvad han kunne ud fra naturen, resten fik han som tak for hjælpen af de folk han gav urter. Han prøvede så vidt som muligt at ikke skulle tænke på penge.

[widell]

Widell lo, så hendes kinder blev røde. Så hun virkelig så blank ud, at han syntes han blev nødt til at forklare hende en blomst biologiske udvikling? Hun var opvokset i skoven, der var ikke noget af den slags et menneske kunne lære hende. "Nej tak, jeg er jo ikke en fugl~" Hun smilede muntert, og hendes øjne glimtede. Han var faktisk ret underholdende, dette menneske, der åbenbart selv spiste fuglefrø. Hun lod sin ene arm dingle ud over kanten og snoede et par af de bøjelige, grønne gevækster om fingrene. Uden at mase de saftige blade eller vride halsen om på de små knopper, nød hun den kølige følelse. Planterne gjorde hvad de kunne for at overleve den middagshede sol, og hun var ikke i tvivl om, at hun nok også selv snart burde søge skygge, hvis hun ikke ville ende med at ligne en grilkylling. Hun mumlede diskret ned i stenene, og straks trak nogle få skyer sig sammen som skærm mod solen. En lille fordel ved at kunne vejrmagi. Widell slap sit forsigtige greb om planten og lagde igen armen til rette under kinden. Temperaturen var allerede faldet betydeligt, men stenene var stadig behageligt lune under hende. "Hvor kommer du fra?" Spurgte hun pludselig ud i luften uden rigtig at fokusere på Zake, der igen var beskæftiget med sine solsikkehoveder. Der kunne umuligt være ret meget energi i sådan noget mad.

[Zake Vanguard]

Zake lo lidt, nej hun var da ikke en fugl, men solsikkefrøene smagte nu godt trods man ikke var en fugl.

Zake stoppede med sit arbejde og lod stadig blikket blive på sine fingre. Hvor han kom fra.. Kunne det ikke være lige meget.. Nutiden var det der talte, han ville ikke tænke på alt det andet.
Dog tvang han et lille smil frem og rettede blikket op igen og sagde "Jeg lever rundt omkring, og hjælper hvor jeg kan, og vandre så lidt videre".
Det var et ensomt liv, ellers selvfølgelig mødte han da andre når de bad ham om urter, men det var jo ikke det samme som at kende nogle. Men han var glad for det.. Han ville ikke have nogle tæt på sig.. Han ville ikke lade tingene gentage sig engang til.
"Hvad med dig?" spurte Zake så venligt og af ren nysgerrighed. Normalt ville han nok ikke begynde at spørger ind til sådan ting sådan bare uden videre.. Men Viola havde jo selv spurt ham så han kunne vel godt tillade sig at spørger.

[widell]

Widell rettede sig lidt op, så hun støttede sig på albuerne og lavede en utilfreds grimasse til ham. "Hvad er det for et tyndt svar?!" Hun grinede og lagde hovedet på skrå. Hendes nervøsitet var ved at være forsvundet. Han virkede ikke hverken fjendtlig eller farlig, og hans spøjse måde at tale på morede hende. "Du er måske også med i en guild? Eller på flugt?" Hun spærrede nysgerrigt øjnene op og smilede drillende til ham. Hun regnede dog ikke med, at han havde tænkt sig at svare, så hun fortsatte selv hastigt med at svare noget mindre kryptisk på hans spørgsmål. "The Misty Forrest. Du kan se den dérude, hvis du rejser dig op. Nu er jeg... eventyrer!" Hun pejede ivrigt ud mod horisonten, hvor skoven lå som en sort slange langs kanten af solsikkemarkerne og så overordentlig dyster ud ved siden af de gule blomster. Det var i grunden længe siden hun havde besøgt sine forældre. Meget længe siden. Widell faldt i staver med armen strakt ud foran sig og sumpede lidt i gamle minder om brusende vandfald og krogede klatretræer. Det gik op for hende, at hun ikke havde tænkt på sit fødested i unaturligt lang tid. Hun var ikke typen, der mindedes på den måde ret tit. Dagene rullede forbi hende med en fart, der gjorde hende rundtosset og forhindrede hende i at fokusere på det skete. Det var ganske nyttigt og sikkert også grunden til at hun altid var i så godt humør. Mennesketraumet var det eneste hun ikke var kommet helt over endnu. *Men noget kunne tyde på, at jeg er godt på vej.* bemærkede hun for sig selv, da hun sænkede armen og kom i tanke om, at det var Zake, hun talte med. Overrasket over sig selv, satte hun sig hurtigt op og krydsede armene for symbolsk at huske sig selv på, at hun ikke burde være så åbentmundet overfor hans slags.

[Zake Vanguard]

Zake sukkede kort.. ja hvad ar det for et svar.. det fortalte ikke hvor han kom fra..
"Nej... jeg er ikke med i nogen guild.. og tvivler på det sker... På flugt?... tja på en måde... er på flugt for hvem jeg er.." sagde Zake stille og løftede lidt sin højre arm og betragtede kæderne... Nej ikke tænke på det.. Han rystede på hoved.. Og nej han burde stoppe med at forklare om det.. Forsakens var dødsdømte.. Der var intet der kunne rede dem for hvad de skulle blive, og at de højst sandsynligt ville blive dræbt.

"Lyder dejligt" sagde Zake så venligt og tvang igen et smil frem da han rettede blikket op imod Viola.
Han gættede på hun nok var en del af en guild af en slags, ikke mange tog på eventyr alene.

Zake droppede at arbejde videre og lænede sig tilbage så han nu lå ned i græsset og kiggede op på Viola med et lille smil.

[widell]

Widell lyttede interesseret til hans svar og hendes ører rettede sig ind for at fange hans stemme. Han lød godt nok ikke som om han havde helt rent mel i posen. Hun gengældte dog hans smil, men bemærkningen om at være på flugt for sig selv, var lidt for dyster for hendes smag. Sikke et lorteliv, hvis man var bange for sig selv..! Hun smagte lidt på ordene. Bittert. Hvis nogen virkelig kunne have det sådan, kunne hun godt forstå, hvis de undgik at tale om det. Dvs. han havde jo selv nævnt det, men det var sandsynligvis bare en fortalelse. Han virkede lidt nervøs. Han virkede som én, der havde brug for et kram. Widell løftede diskret øjenbrynene af sig selv. Hvor i alverden var den idé dog kommet fra?! Forbandede mennesker, der altid skulle spille på hendes empati. Ikke noget at sige til, at hun var faldet for den skidtfisk, da hun var mindre. Måske ville hun også være faldet for en mand som Zake, hvis hun ikke allerede havde lært sin lektie. Mennesker var for viderekommende, og deres følelser lå ofte meget fjernt fra deres handlinger, og var nemme at misfortolke. Hun beluttede sig for at lade det ligge. "Ja... det giver en vis frihed at leve på den måde. Men man får også nogle skrammer~" Hun sendte ham et skævt smil, som for at indikere, at hun også havde haft en god portion problemer i sit liv. Men de lænker havde hun for længst kastet fra sig. Hvad det var i ham, der fik Zake til at ryste i bukserne, måtte forblive hans egen sag.

[Zake Vanguard]

Zake simlede lidt for sig sevl. Det var rart hun lod emnet ligge omkring ham. Dem han havde fortalt noget ligenden havde også gjort det samme. Folk ville helst være uvidene for hvad der lå under huden, hvilket han kun var glad for.

"Jaa.. høre en del utrolige historier for nogle af dem jeg hjælper til tider" sagde Zake. Han havde måske til tider selv lyst til at skulle tage ud på eventyr, men der var flere ting der fra holdte ham fra det.. Desuden ville det nok ikke være smart for en herbalist at rende rundt på eventyr alene.. Godt nok vidste han noget om planet og lidt om at lappe andre folk sammen. Men hvad nytte ville det gøre hvis han selv blev lemlæstet.

"Er du sikker på du ikke vil have nogle smertestillende urter med?.. de er jo nemme at finde så du kan bare få dem" sagde han venligt og lod sit blik hvile på Viola.. Af en eller anden grund forventede han lidt et nej, hun virkede bare lidt som en som regnede med hun nok skulle klare sig uden hans hjælp.. Og han havde intet grundlag for at skulle sige hende imod.